Kvalmen, der ikke ville gå væk

Det er vigtigt at vide, at funktionelle mavesmerter er reelle nok, selv om barnet er blevet grundigt udredt, og familien har fået at vide, at der ikke er noget galt. Fordi funktionelle mavesmerter kan beskrives som en fejlkommunikation mellem hjerne og fordøjelsessystem, kan man nemt komme til at tro, at så er problemet udelukkende psykologisk. Men lidelsen er mere kompleks end som så – og både fysiske, psykologiske og sociale faktorer spiller ind. Det kan mange børn og deres familier skrive under på.

Louise og hendes tvillingebror på 9 år bor i Aalborg med deres mor Pernille. Hver anden uge bor de hos deres far. Louise elsker kreative sysler. Garagen hos mor har de omdannet til et fantastisk krearum med plads til mange forskellige slags materialer og børnenes kunstværker på væggene. Louise nyder at slå sig løs her, enten alene sammen med sin bror og bonussøster, eller når hun har veninderne på besøg.

Hun er en ret privat pige og skilter ikke gerne med sine følelser eller tanker – hvad det angår, kan man sige, at det passer med opfattelsen af en vaskeægte nordjyde. Hun er på samme tid lidt nervøs og dermed sårbar over for præstationsangst. Selv om hun er dygtig til noget, føler hun nemt, at det presser hende for meget.

Det oplevede hun, da hun gik til konkurrencesport, både håndbold og fodbold. Hun kunne godt lide det og havde nemt ved det, men konkurrencedelen var hård for hende, og derfor valgte hun at stoppe. Nu skal hun snart starte til ridning og glæder sig meget.

Mange forskellige slags kvalme

I 7-årsalderen begyndte Louise at døje med maveproblemer i form af forstoppelse og kvalme. Det var helt klart kvalmen, der fyldte mest i symptombilledet. Forstoppelse findes der god behandling for, og den er i dag under kontrol.

Men kvalmen var svær at tackle for både Louise og hendes mor. ”Den sidder her!” kunne Louise sige og pege på et sted på kroppen. Eller hun prøvede at forklare ved at sige: ”Jeg har kvalme, men det er ikke, fordi jeg er sulten.” Der var virkelig mange slags kvalme i spil, og de skulle beskrives, for at de to kunne kommunikere, og Pernille hjælpe sin datter.

Louise blev udredt hos børnelægen, men der var ikke noget galt ud over forstoppelsen. Der var med andre ord tale om funktionelle mavesmerter, og det var da også børnelægen, der gjorde Pernille opmærksom på Min Magiske Mave. På det tidspunkt var Louise blevet 8 år.

 Mere tydelige mønstre med Min Magiske Mave

”Vi har helt sikkert lært at se mønstre i Louises kvalme,” forklarer hendes mor om deres arbejde med behandlingsforløbet. ”Kvalmen kom, når hun skulle i skole, når hun skulle sove eller ud ad døren, fx i forbindelse med børnenes 'skiftedag', når de flytter mellem os forældre.”

Trods kvalmen holdt Louise fast i at gå i skole og se sine veninder. Hun kunne godt finde på at trække sig en smule i frikvartererne, hvis hun havde det meget dårligt. Hendes ret private sindelag betød, at det kunne være svært at mærke på hende, når hun havde det skidt. Hun ville meget gerne undgå, hvad der for hende føles som at skilte med sine problemer.

På den anden side hjalp hendes tapperhed også med at komme af sted i skole og deltage i hverdagens normale aktiviteter til trods for maveproblemerne. Under hele forløbet har Louise derfor kun haft ganske få hjemmedage, når hun havde det alt for dårligt på grund af kvalmen.

Den vigtige dialog mellem skole og familie

I skolen havde de svært ved at hjælpe, og det var tydeligt for Pernille, at der skulle noget mere til, hvis samarbejdet mellem skole og hjem skulle fungere for Louise. Det fik arbejdet med Min Magiske Mave heldigvis ændret.

Efter at have været i gang med programmet et stykke tid tog Pernille initiativ til en samtale med skolen, og det satte en frugtbar dialog i gang. Nu var familien selv i stand til at forklare skolen, hvad der var brug for. Og skolen kunne gå fra en lidt afventende position til rent faktisk at hjælpe med konkrete tiltag i Louises skoledag.

Louise havde tidligere haft pludselige humørskift i skolen, når kvalmen meldte sig – fra en smilende og glad pige til at blive forkrampet og indadvendt. Generelt var hun velfungerende, og det kunne være svært for de voksne omkring hende at forstå, at en så velfungerende pige kunne have særlige behov. Ikke mindst, når hun også gerne ville være tapper.

Skolens beskrivelse til mødet var da også: ”Louise siger godt nok, at hun har kvalme, men vi ved ikke, hvad vi skal gøre.” Louise havde på den anden side en frygt for, at de voksne ikke lyttede efter eller troede på hende, når hun fortalte, at hun havde kvalme. Det blev der heldigvis lavet om på, og i dag har de et godt samarbejde.

Rart at de voksne tror på mig

I skolen lærte de voksne at anerkende, at kvalmen var reel. Det gjorde en verden til forskel for Louise, at der nu blev givet tydeligt udtryk for, at de voksne troede på hende. Hun fik en krammer af sin lærer, og det var sådan set nok til, at hun kunne komme videre med sin dag.

Desuden fik Louise lov til selv at holde en pause, hvis hun kunne mærke, at der var brug for det. Hun kunne sætte sig et andet sted i fred og ro og lytte til en lydfil fra Min Magiske Mave og dermed få fornyede kræfter til at vende tilbage til skoleaktiviteterne. Disse to tiltag - at blive anerkendt og få en pause - har bevirket, at skoledagen nu fungerer for hende.

Erfaringer med Min Magiske Mave

Det kunne være svært for Louise at holde fokus undervejs i behandlingsforløbet, når hun og hendes mor arbejdede med ugens modul. Alligevel gik Louise meget op i at tage modulerne og ville gerne svare ordentligt på spørgsmålene. Selv om det var svært for hende at tale om, satte det en god dialog i gang, så længe den kunne foregå i det tempo, hun havde brug for. Her fik Louise også den for hende så vigtige anerkendelse af, at de funktionelle mavesymptomer er reelle nok.

Generelt fremhæver Pernille det gode ved, at forløbet er i børnehøjde både indholdsmæssigt og visuelt med de små figurer: ”De mange visuelle elementer i forløbet talte til Louise, især billedet af nervesystemet som en stor motorvej med mange vejbaner.” Louise brugte også hypnoselydfilerne meget – og bruger dem stadig. 

Det søvnige tæppe og Varme hænder er blandt yndlingshistorierne. Når Louise skal sove, får hun lov til at lytte til dem. Også efter at de har afsluttet forløbet. Ved siden af forløbets lydfiler lytter hun også til historier fra et andet program, der hedder ”Drømmejunglen”.

God dialog om maven og Louises følelser

Allerede efter første modul kunne de se forbedringer, og Pernille fremhæver forløbets grafer som et centralt redskab til at følge udviklingen. Her markerer både barn og forældre i et skema, hvordan det går igennem forløbets seks uger. De har senere været tilbage og kigge sammen på kurverne, hvis der har været brug for lige at blive mindet om den store fremgang.

Louise mærkede fortsat bedring undervejs i arbejdet med Min Magiske Mave, og efter forløbet var kvalmen helt væk. Den blev væk et helt år. Senere er den dukket op igen i pressede situationer eller perioder, men nu har Louise og hendes mor fået gode redskaber til at håndtere den.

Når Louise bliver hentet fra skole af sin mor, taler de sammen om maven. Derudover er aftalen, at Louise altid kan sige til, når hun har det skidt. For selv om man er en privat pige, har hendes mor brug for at vide, hvordan hun har det, for at kunne hjælpe. Og det fungerer fint for dem, at de nu begge ved, at den anden spørger eller siger til.

”Vi har helt sikkert lært nogle ting,” opsummerer Pernille. ”Kvalmen er reel, lige meget hvor den sidder eller stammer fra, og det skal de voksne omkring Louise vide. Desuden står vi et helt andet sted nu. Louise er god til at sige til – eller fra, og vores gode dialog betyder, at jeg ikke behøver at være bange for at overse noget som mor.”