Nu er Mikkel fri igen
Mikkel er 13 år og går i 7. klasse. Han er den yngste i en børneflok på fem. Han bor sammen med sin mor, Anne, og sin storebror på 15. De tre ældste er flyttet hjemmefra. Storebror er lige begyndt på efterskole, så Mikkel er alene med sin mor i hverdagene. De er gode til at passe på hinanden og hjælpes ad.
De har desuden selskab af familiens højt elskede dyr, to hunde og en undulat. Mikkel har ofte søgt tryghed hos dyrene, især den ældste af hundene, Muggi, som de har haft i mange år. Den har altid været der for ham, og lige meget om han var indadvendt eller udadreagerende, har han kunnet søge trøst hos Muggi. Muggi lægger sig trofast ved Mikkels hoved, når han skal sove, og giver ham tryghed og ro.
Maveproblemerne var kun ét af mange symptomer på Mikkels mistrivsel, som også omfattede angst. Han har haft en udfordret barndom præget af utryghed og psykisk vold, hvor hans mor gennem mange år har forsøgt at skabe en mere tryg base for Mikkel. Det har taget tid og krævet store kræfter for både ham selv, mor og søskende. De er alle blevet gode til at acceptere, at det er en lang og vedvarende proces for Mikkel at komme i bedring og trivsel.
Mikkel havde mange mavesmerter, kunne i perioder næsten ikke spise og kastede op. Når det var rigtig slemt, kunne han heller ikke holde på afføringen. Han blev ofte ringet hjem fra skole, og hans mor måtte hele tiden være klar til at kunne hente, når der blev ringet. Det var en uholdbar og belastende situation for både Mikkel og hans mor, for at Mikkel kunne komme lidt i skole. Heldigvis kendte skolen til familiens situation, og de havde – og har også i dag – et rigtig godt samarbejde.
Mikkel blev for en sikkerheds skyld grundigt udredt for maven hos sin læge. Undersøgelserne viste imidlertid, at der ikke var noget galt, og til sidst fik de at vide, at maveproblemerne var psykisk betinget. Et svar, de faktisk ikke blev særligt overraskede over. Anne fortæller, hvordan en psykolog i forbindelse med, at de forsøgte at skaffe Mikkel den hjælp, han havde brug for, sagde: ”Vi skal passe godt på Mikkel.”
Efter en lang proces med at få Mikkel tilbage i trivsel stod familien omsider med en dreng, som gradvist fik det bedre, men den var stadig gal med maven. Anne havde brug for hjælp og googlede sig frem til den digitale selvhjælpsløsning Min Magiske Mave. ”Jeg ville ønske,” siger hun, ”at vi havde hørt om behandlingsforløbet på skolen, fra en lærer eller via PPR. Det ville være en stor fordel, hvis skoler generelt kender til forløbet.”
Mikkel var ikke i tvivl, da han kom i gang med Min Magiske Mave: ”Det er jo lavet til mig!” Her blev han mødt i øjenhøjde, og denne forståelse var lige, hvad han havde brug for.
Hans mor beskriver processen: ”Mikkel gik ind i forløbet med det samme og ville det virkelig gerne. Det gjorde noget rigtig godt for ham. I videoerne bliver det så fint fortalt, hvordan det, der sker i maven, hænger tæt sammen med hjernen og vores tanker. Og vi bliver præsenteret for ideer til nye vaner, vi kan arbejde med.”
Fx skrev de ned i en af øvelserne, at Mikkel fik ondt i maven, når han skulle i skole, og når han ikke måtte spille computerspil. Når de sammen kiggede på det svar, gav det god mening. At det også kunne gøre ondt, når Mikkel ikke måtte spille, skyldtes i høj grad, at han altid har søgt tryghed netop i sine computerspil. Her kunne han gemme sig, når livet gjorde ondt. På den måde blev det tydeligt, at begge situationer, Mikkel havde fremhævet, havde noget med tab af tryghed at gøre.
Anne beskriver samarbejdet: ”Mikkel er virkelig god til at sætte ord på sine følelser. Og vi har fået et fælles sprog til at tale om maveproblemerne. Det har været noget af det bedste hele vejen igennem forløbet – at vi har et fælles projekt. Det her er noget, vi gør sammen.”
Det har også været nemt for dem at sætte denne sidste behandlingsindsats i relation til de forskellige tiltag fra Mikkels tidligere forløb. Anne forklarer: ”Noget af det, vi fik at vide i Min Magiske Mave, har vi også hørt tidligere. At forstå kroppen er vigtigt. Fx sagde en børnepædagog engang til os, da vi talte med hende om maveproblemerne, at Mikkel skulle tænke på sin mave som sin ven: ’Den fortæller dig, at noget omkring dig er galt. Det er ikke dig, der er noget galt med. Det er en helt normal reaktion på noget, der kommer udefra.’ På baggrund af den forståelse kunne vi begynde at arbejde mere konstruktivt med maven. Og det virker!”
Under arbejdet med Min Magiske Mave har Mikkel og hans mor oplevet, at øvelse virkelig gør mester. Mikkel er kommet langt, siden han og hans mor startede på programmet. ”Vi tager små fine skridt,” nikker Anne,” og Mikkel får det langsomt bedre.”
Selvom der er tilbagefald indimellem, er det nemt at finde øvelserne frem igen, som de lavede sammen. ”Vi har fortsat brug for at dykke ned i det, når problematikkerne kommer op igen,” siger Anne. ”Så kan vi sige til hinanden: ’Her har vi været før’, og stille os selv spørgsmålet: ’Hvad gjorde vi sidste gang?’”
På den måde bliver Min Magiske Mave ved med at være hos dem. ”Vi havde næsten ikke lyst til at gå i gang med det sidste modul,” fortæller Anne. ”Vi havde sådan brug for, at forløbet ikke sluttede,” forklarer hun med et smil. ”Vi blev ved med at udsætte og liiige gennemgå nogle af de tidligere moduler og øvelser igen.”
Men de opdagede, at Min Magiske Mave ikke stopper efter det sidste modul. Tværtimod. ”Det her slutter heldigvis ikke,” siger Anne. ”Vi tager det med os. Vi er blevet rigtig gode til at snakke sammen, og vi får bearbejdet det, der måtte være.”
I skolen er Mikkel kommet tilbage i god trivsel. Han er glad for at gå i skole og har fået gode kammerater. Seks drenge fra klassen går til fodbold sammen og har et tæt venskab. Mikkel har venner med hjem næsten hver uge, og de er gode til at hygge sig og finde på ting sammen, og han går også i juniorklub med to af dem.
Når hans bror er hjemme fra efterskolen, er de to glade for at spille computerspil sammen. Alle fem søskende holder sammen og er gode til at favne hinanden og passe på lillebror. Nu siger Mikkel: ”Er det maven, der bestemmer, eller er det mig?” Svaret kender han allerede. Omsider føler han sig fri og i stand til at håndtere de udfordringer, der måtte komme.
Anne siger til ham: ”Hvor er du sej! Du vil det. Klap dig selv på skulderen.” For Mikkel har det i høj grad handlet om at føle sig forstået og rummet, og ikke forkert. Og det blev han i Min Magiske Mave, der på den måde blev en sidste og afgørende brik i et større puslespil, hvor motivet er mestring og trivsel. Mikkel og hans mor hjælper hinanden med at fokusere på det positive og huske på, at de redskaber, de har fået, fortsat er med dem.
”Det er så vigtigt, at barnet selv forstår, hvad der sker,” slutter Anne af. ”Og at det frem for alt forstår, at det ikke er barnets egen skyld. Først der kan det begynde at arbejde med problemerne. At komme fra mistrivsel i bedring kræver, at der bliver arbejdet med tingene. Jeg synes, det er vildt at se, hvor meget et barn kan flytte sig, når det bliver forstået og rummet.”
