"Mor, det er bare gået rigtig godt i dag!"
"Vi oplevede det faktisk allerede i børnehaven," fortæller Theodors mor, Louise. "Han kunne blive helt fysisk dårlig på vej til børnehaven. Men dengang lykkedes det os at bryde mønsteret." Der talte familien også med lægen, som var enig i, at det ikke handlede om noget fysisk, men om psykiske reaktioner, der satte sig i maven.
Da Theodor blev 7 år, dukkede mavesmerterne op igen – denne gang i forbindelse med skolen. Det var ikke fritidsdelen, der gjorde ham nervøs. Han var glad for SFO’en og havde legeaftaler som alle andre. Men skolen trykkede. Hvis undervisningen trak ud, eller der var for meget snak i klassen, fik han det hurtigt dårligt. “Det gik simpelthen for langsomt for ham,” fortæller Louise. “Han kunne næsten ikke holde ud, at alle børnene skulle have taletid.”
I december begyndte det at tage til, og i januar gik det helt galt. “Han stod og rystede ude foran skolen og ville bare ikke ind,” siger Louise. “Man var ikke i tvivl om, at han havde det dårligt. Det havde taget fuldstændig overhånd. Og vi vidste ikke, hvordan vi skulle støtte ham. Vi kunne ikke længere bryde mønsteret,” fortæller hun. “Vi var meget ærgerlige over det og ville for alt i verden undgå, at det udviklede sig til skolevægring.”
Familien tog kontakt til lægen. “Vi var til undersøgelse en enkelt gang. Lægen undersøgte maven og talte med Theodor,” fortæller Louise. “Vi havde aldrig hørt om funktionelle mavesmerter før. Jeg troede, det var angst. Og min mand og jeg tænkte, at man skulle konfrontere angsten.”
Men symptomerne blev ved, og det begyndte at påvirke hverdagen. I én uge blev Theodor ringet hjem fra skolen tre til fire gange. Ikke fordi han rent faktisk var syg, men fordi han havde ondt i maven. “En pige fra klassen sagde: ‘Er han nu syg igen?’ – fordi vi hentede ham så ofte”, fortæller Louise.
Louise og hendes mand var bevidste om, at de ikke ville sygeliggøre ham. Derfor kørte de ham ofte tilbage til skolen, hvor de blev sammen med ham nogle gange helt op til to timer, når de havde konstateret, at han ikke var syg. Men det begyndte at fylde alt for meget – og påvirkede også deres arbejdsliv. De vidste, at de var nødt til at gøre noget.
Gennem en periode var Min Magiske Mave gentagne gange dukket op i Louises feed på Instagram og Facebook. “Jeg så, at min veninde fulgte siden. Hun har en søn med samme symptomer,” fortæller Louise.
Louise viste siden til sin mand. “Det kostede 600 kroner, og vi tænkte: Virker det, er det fantastisk – hvis ikke, er det billigt sluppet.”
Efter de begyndte på forløbet, fik Theodor det hurtigt meget bedre.” Louise fortæller, at inden for de første uger kom Theodor hjem fra skole, gav hende en high-five, og sagde: “Mor, det er bare gået rigtig godt i dag!”
“Min mand og jeg sad sammen med Theodor, når vi gennemgik modulerne. Det var vigtigt, at han kunne se, vi tog det alvorligt – at vi tog hans følelser og oplevelser alvorligt.”
Forløbet gav også anledning til nogle vigtige samtaler. “Vi fortalte ham om situationer, hvor vi selv havde haft ondt i maven. Det var vigtigt, at han kunne høre, at det ikke var unikt – at alle kan have det sådan. Det hjalp ham til at føle sig mindre alene.” Theodor begyndte også selv at fortælle om, at andre børn i klassen også fik ondt i maven en gang imellem.
“Vi fandt ud af, at vi – og mest af alt Theodor – skulle sætte rammerne. Det var ikke mavesmerterne eller frygten for dem, der skulle afgøre, hvad Theodor kunne og ikke kunne”, fortæller Louise. Familien indgik også en aftale om, at hvis Theodor havde brug for at tale om mavesmerterne eller frygten for dem, skulle det være om aftenen, så det ikke kom til at fylde for meget i løbet af dagen.
Derudover blev hypnoselydfilerne en fast del af putningen. De gav Theodor en enorm ro: “Han nyder dem stadig, selvom vi ikke længere arbejder aktivt med modulerne. Han lytter hver aften.”
Familien begyndte at lave konkrete afleveringsaftaler. “Den første aftale var, at vi blev og var med til morgensang, når vi fulgte Theodor i skole. Efter nogle gange sagde min mand, at det kunne være godt, hvis vi bare kunne følge Theodor ind, uden at vente på, at morgensangen var slut. Og allerede dagen efter var Theodor klar på det. Han gik fra konstant at holde øjnene på min mand og mig, hvis vi var i klassen eller til morgensang – til at gå rundt med de andre børn om morgenen og helt glemme, at vi var der. Det ændrede sig så hurtigt.”
Samtidig bakkede lærerne op om Theodors forløb med Min Magiske Mave: “De har været gode til at hjælpe ham videre, når noget var på vej. Ikke ved at tale sygdom, men ved at vise forståelse. Blandt andet har hans dansklærer, som han er mest tryg ved, taget ham med over i en anden klasse, når Theodors egen klasse skulle noget særligt, der gjorde ham utryg – indtil han selv sagde, at det gad han ikke mere.”
“Han deltager nu i alle timer – også idræt. Og selvom han ikke selv sætter ord på det, kan vi se, at Min Magiske Mave har hjulpet ham. Det er gået utrolig stærkt.”
“Det var så godt, at vi tog det i opløbet. Han gik fra at reagere på alt før, til nu nærmest ikke at reagere på noget,” fortæller Louise.
Familien har også overvejet at lade deres ældste søn prøve forløbet. “Det har givet os meget mere, end vi havde håbet. Især samtalerne – og den indsigt vi fik i Theodors følelsesliv, da han begyndte at sætte ord på, hvordan han egentlig havde det. Vi fik et fælles sprog og fælles rammer.”
“For Theodor har det nok været kombinationen af samtalerne og hypnose-lydfilerne. Det virkede – og det virker stadig.”
