En lille pige med gangstativ bevæger sig langsomt hen over de fodboldbaner, der ligger udstrakt mellem skolen og fritidshjemmet i Korsør. Vejen synes temmelig lang. For tre dage siden brækkede hun knoglen i underbenet to steder på grund af et uheldigt fald til springgymnastik. Benet kom i gips fra storetå til lår. Men hun ville i skole. Da hun var for lille til at gå med krykker, fandt de på det med gangstativet. Hun er 7 år gammel og hedder Alma. Det er Almas mor, Majbritt, der fortæller, og hun er tydeligvis imponeret over, hvordan hendes lille pige kæmpede sig i skole og fritidshjem hver dag, selvom hun lige havde brækket benet.
”Alma har altid været meget selvstændig,” fortæller Majbritt. ”Da hun var lille og skulle lære at spise, ville hun ikke mades. Hun skulle nok selv bestemme, hvad der skulle i munden. Hun kunne mærke, hvad hun havde brug for og spiste fornuftigt. Hun var ikke typen, der sad med åben mund og ventede på at få maden serveret. Hun ville selv, og hun kunne selv.”
Efter to uger med benet i gips, var det værste ved at være overstået med benbruddet. Det skulle fejres med en hyggeaften på McDonalds med storebror og far. Efter middagen kastede Alma op på vej hjem i bilen, fordi hun havde fået en maveinfektion. Majbritt fortæller, at Alma kastede op flere gange og havde det dårligt i en dags tid, men at det i hendes øjne ikke var en alvorlig infektion. Alma selv oplevede det dog som voldsomt ubehageligt. Og det skulle vise sig at blive et negativt vendepunkt for Almas trivsel med tråde tilbage til de første år i Almas liv, hvor hun for første gang døjede med uforklarlige mavesmerter.
Da Alma var en livlig tumling på 2½ år, begyndte hun at klage over ondt i maven. Hun fortalte, at det gjorde ondt lige ved navlen, når de spurgte ind til, hvor i maven det gjorde ondt. De tilbagevendende mavesmerter blev ved med at dukke op, og forældrene besluttede sig for at tage Alma til lægen, selvom Majbritt, der er anæstesisygeplejerske, ved, at der ikke rigtig sidder noget, der kan give anledning til bekymring lige bag ved navlen. Alma blev undersøgt på kryds og tværs, hun blev ultralydsscannet og hendes urinveje blev også undersøgt. Hverken læge, børnelæge eller røngtenlæge kunne finde en årsag til de tilbagevendende mavesmerter. Alt var tilsyneladende, som det skulle være.
Forældrene gjorde ikke mere ved det, da Alma ellers var glad og velfungerende bortset fra den der tilbagevendende ondt i maven. Efter et par år gik det over, og Alma mærkede ikke mere til maven. Lige indtil hun fik en maveinfektion som 7-årig, efter hun brækkede benet.
Det var som om kontroltabet og ubehaget ved opkastningerne satte sig fast i Almas system. Hun udviklede en frygt for at kaste op, og mavesmerterne kom tilbage. Alma begyndte at spiste småt og undgik forskellige typer af madvarer, fordi hun hele tiden fik ondt i maven. ”Hun nægtede pure at gå på McDonalds igen. Ville faktisk slet ikke spise ude, heller ikke på pizzeria eller andre steder, som hun før havde holdt meget af. Hun ville udelukkende spise derhjemme, og alting omkring maden blev meget særligt og mere og mere begrænset. Hun havde hele tiden ondt i maven. Det var som om, det blev selvforstærkende. Og for første gang i hendes liv, begyndte jeg at presse hende til at spise. Noget, som jeg aldrig havde gjort før,” fortæller Majbritt.
Det blev en negativ spiral. Alma havde nu konstant ondt i maven, havde ikke lyst til at spise og spiste meget lidt. Hun ville ikke i skole, fordi hun var bange for at få ondt i maven henne i skolen. Fødselsdage hos veninderne, legeaftaler og soveaftaler blev også valgt fra. Hele Almas liv handlede om at mærke efter og navigere efter, hvordan maven havde det.
”Når jeg hentede hende fra skole, skulle vi altid tale om og evaluere, hvordan det var gået med maven,” husker Majbritt. Alma kom for det meste stadig i skole og til sine fritidsaktiviteter, men hun skulle overtales og skubbes derhen hver dag og blev også ringet hjem ind i mellem på grund af maven.
Aftaler blev indgået med skolen for at hjælpe Alma derhen. De aftalte, at lærere og pædagoger skulle være ekstra opmærksomme på Almas mave og på, hvordan hun havde det. Skolen var god til at håndtere det og supersøde, fortæller Almas mor, og det kom så vidt, at Alma måtte gå rundt med en lærer i hånden for at klare frikvarterne. Det fyldte rigtig meget. Til tider var det så slemt, at Alma måtte blive hjemme.
En dag i august læste Almas mor om en nyt familiebaseret behandlingstilbud i avisen, der havde hjulpet en dreng, der også havde uforklarligt ondt i maven og med symptomer, der lignedes Almas til forveksling. Majbritt synes ikke, Alma havde det lige så slemt, som drengen i avisen, men hun frygtede, det ville gå den vej, hvis de ikke fik gjort noget ved det. Samtidig var forældrene også desperate for at få hjælp til Alma, da situationen var blevet uholdbar. Familien besluttede sig derfor for, at det skulle prøves af.
Da de fik adgang til det online behandlingsforløb i Min Magi, satte Alma og hendes familie en time af hver torsdag eftermiddag til at se de små videoer, tale sammen, svare på spørgsmål og lave øvelserne. Alma begyndte at lytte til de små hypnosehistorier på sin ipad.
Det hjalp nærmest med det samme. For Almas mor var det bedste ved forløbet, at Alma er kommet så godt ud af det. Alma blev set og mødt der, hvor hun var gennem behandlingen og af sine familie, uden at blive gjort forkert. Ikke alene fik Alma det bedre, men hun og familien fik nogle redskaber, som de sammen kunne bruge til at håndtere mavesmerterne.
”Man får en rigtig god forklaring på, hvad funktionelle mavesmerter er. Også selvom jeg mange gange havde forklaret Alma, at ting, man kan gå og være nervøs for, kan sætte sig i maven, og kan skyldes tanker og følelser, der kommer fra hendes hoved. Jeg ved qua mit arbejde, at nærmest alting kan sætte sig i maven. Men det er slet ikke det samme, som at hun selv får lov til at se de små videoer, der forklarer, hvad funktionelle mavesmerter er, og som taler direkte til hende – i øjenhøjde og målrettet hendes alder,” fortæller Majbritt og fortsætter:
”Et af eksemplerne i materialet er netop, at de funktionelle smerter kan opstå på baggrund af en simpel maveinfektion. Det var på en måde helt fantastisk, fordi det passede præcis på det, der var sket for Alma. Her fik hun måske for første gang en forklaring, hun forstod og som gav mening for hende. Det hjalp, da hun hørte det, og det hjalp, at det ikke kom fra os.”
”Jeg lagde særligt mærke til billedet på mavesmerterne, som den her lille sti, der bliver til en bred motorvej, jo mere, du mærker efter og går på den. Motorvejen er brolagt med alle tankerne om mavesmerterne, frygten for smerterne, og samtalerne om, hvorvidt det kommer til at gøre ondt, hvor det gør ondt, hvor meget det gør ondt, og om det har gjort ondt. Det får på den måde lov til at fylde helt vildt meget. Alma bestilte jo ikke andet, end at gå på den motorvej og mærke efter hele tiden. Jo mere du snakker om det, jo mere du dyrker det, jo mere du går på motorvejen og mærker efter, jo værre får du det.”
Alma blev hurtigt opslugt af behandlingen, ifølge Almas mor. ”Hun synes, det var megahyggeligt at sidde i sin lille hule med ipad og hørebøffer og se videoerne og lytte til hypnosen. Vi behøvede ikke minde hende om det, hun lyttede til hypnosefilerne af sig selv, da hun først var blevet introduceret til dem. Hun nærmest sugede dem til sig – det var hendes lille verden, som hun fik lov til at have for sig selv. Det var ret vigtigt. Efter tre uger mente Alma ikke længere, hun havde brug for lydfilerne. Der skulle vi lige minde hende om at vælge, hvilken hypnose-historie, hun ville lytte til den dag.” Majbritt fortæller, at selvom Alma ikke havde brug for at lytte til hypnosehistorierne længere, ville familien gerne følge behandlingen helt til dørs, men at de nok godt kunne have undværet de sidste to uger.
Alma var helt med på videoer og lydfiler, men reflektionsspørgsmålene i de ugentlige moduler, hvor barnet selv skal være med til at bedømme, hvordan ugen har været, kunne godt blive lidt for lange for Alma. Så dem sorterede Almas mor for hende. Men for Majbritt selv var spørgsmålene afgørende for behandlingen, da de gav hende og hendes mand et overraskende og langt mere detaljeret indblik i, hvordan Alma egentlig gik og havde det. Det gav forældrene redskaber og et sprog til at sætte indsatsen ind tidligt. Det er Majbritts helt klare opfattelse, at de var heldige at få fanget Alma så tidligt i udviklingen af de funktionelle mavesmerter, at det var forholdsvist nemt at gøre noget ved, inden det udviklede sig til decideret skolevægring.
Majbritt fortæller, hvordan aftalerne i behandlingsforløbet hjalp familien: ”Behandlingen er familiebaseret og bygget op, så barnet selv får en forståelse for, hvorfor man som familie skal indgå nogle aftaler for at få mavesmerten til at fylde mindre, og samtidig få de positive ting i barnets liv til at fylde mere. Det gav rigtig god mening for Alma, og hun var helt med på den.”
Videoerne italesætter de funktionelle mavesmerter og redskaberne til at håndtere dem i et sprog og med billeder, der ikke er for voldsomme og alvorlige, som både forældre og børn kan være med på, fortsætter Majbritt: ”Dit liv er som en vægtskål, hvor de gode ting skal veje mere end de dårlige. Det illustrerer de rigtig fint i videoen: Jo mere du er hjemme, jo mere mærker du efter, jo mere du er ude med dine veninder, går til ridning, svømning og får legeaftaler igen, jo mindre mærker du efter. Så det begyndte at fylde mindre og mindre, jo mere vi begyndte at fylde på af alle de gode ting, end bare sidde derhjemme alene.”
Alma og hendes mor aftalte derfor, at de kun talte om maven, når Alma blev hentet fra skole, og derefter skulle de ikke tale mere om det. Det var vigtigt for Alma at komme af med det, og derefter var det helt fint ikke at tale mere om det. Det var Alma god til selv at overholde.
”Det var ligesom det. Det gik ret hurtigt, der gik ikke mere end 2-3 uger, før det virkede for os, og jeg vil sige, hun var tilbage i trivsel.”
Selvom Alma har fået det meget bedre, kan hun godt have ondt i maven af og til henne i skolen, men det fylder ikke som før, og handler mere om, at hun savner sin mor. Familien har fået redskaber til at håndtere det og ved, hvad det handler om. Alma og hendes mor har aftalt, at Alma kan sende sin mor en glimmersmiley i tankerne, og så hjælper det, fordi Alma ved, at hendes mor tænker på hende. Alma ved godt, at det kan være sådan ind i mellem, uden det bliver til et problem, der får lov til at vokse sig stort.
At Alma er præcis som hun skal være er én af de ting fra modulet om selvværd, Alma har taget til sig fra behandlingen, og som hun stadig kan finde på at minde sin mor om af og til: ”Ved du godt, jeg er helt speciel, og at der ikke findes andre, der er præcis som mig?” fortæller Majbritt og smiler.
Og det har hun god grund til, for Alma skal ikke længeres skubbes i skole, og hun har fået travlt med kammeraterne og legeaftalerne igen, når hun altså ikke lige skal til ridning, svømning eller spejder.
Navnene i artiklen er opdigtede, da familien ønsker at være anonyme.
Ligeledes er fotos enten anonymiserede eller modelfotos.
