”Det er okay at have tankerne, men de er ikke så vigtige. De skal ikke styre mig.”

For 14-årige Alfred og hans forældre har mavesmerterne været en tro følgesvend i fire år. Selvom vejen gennem forløbet Ro i Maven var præget af skepsis og stor indledende modstand, endte det med at give familien det fælles sprog, de manglede. I dag fylder mavesmerterne næsten ingenting, fordi Alfred har lært, at han ikke skal lade tankerne og maven styre ham.

Fire år med uforklarlige smerter

Mavesmerterne begyndte for Alfred allerede i 3. klasse, og for hans mor Lisbet blev det hurtigt ret stressende. "Det gav mig en masse uro. Det var rigtig synd for ham, men det var også en stor belastning for mig om morgenen," fortæller Lisbet, og fortsætter: ”for kunne jeg nu få ham afsted, eller ville maven volde problemer?”

"Jeg var ved at gå ud af mit gode skind. På et tidspunkt gik jeg i panik over det høje fravær, fordi det blev værre og værre. På det tidspunkt havde han allerede været hjemme syg tre gange inden oktober i 4. klasse."

Familien har været igennem hele møllen med blodprøver og lægebesøg for at udelukke cøliaki og andre fysiske lidelser. Men lægerne fandt ingenting. Smerterne kom og gik uden nogen tydelig årsag, og det var frustrerende for alle. I lang tid.

Alfred var ikke overbevist

Da familien starter på Ro i Maven, går Alfred i 8. klasse. Og han var ikke overbevist. Som 14-årig kan det være svært at forestille sig, at et digitalt forløb kan være det, man har brug for, når det gør ondt i maven. Det var nærmest blevet en del af Alfreds identitet: Sådan var det bare.

"Han havde rigtig meget modstand på det i starten. Han synes, det gik for langsomt, og jeg måtte ofte ’oversætte’ eller guide ham igennem det," forklarer Lisbet, der gennemførte forløbet sammen med Alfred. For at få ham i gang blev det en del af en fast aftale: "Jeg er ikke stolt af det, men det blev lidt 'noget for noget'. Han fik lov at blive hjemme en dag mod, at han til gengæld gik ind i forløbet sammen med os. Vi blev nødt til at gøre det til et fælles projekt, for han tog det ikke selv alvorligt nok."

Vedholdenhed fra både Alfred og hans forældre gjorde forskellen

Selvom forløbet har haft en tydelig effekt, kom forandringen ikke af sig selv. Lisbet måtte stå fast, når Alfred gled tilbage i gamle mønstre, og hun måtte holde ham fast på de nye strategier – også selvom det betød, at der var en morgen, hvor han gik grædende ud ad døren.

Det har krævet vedholdenhed. For selvom det i sidste ende er Alfreds egen tilgang til mavesmerterne, der har gjort forskellen, var tæt forældreopbakning afgørende for at nå dertil.

"Tankerne skal ikke styre mig"

Men da Alfred opdagede, hvor hurtigt det begyndte at virke, og at han rent faktisk fik det bedre, sænkede han paraderne lidt. Det begyndte at give mening for ham. For Alfred kunne godt forstå, at det var koblingen mellem hjerne og mave, den var gal med, og at man derfor ikke skulle lytte så meget til tankerne og mavepinen.

Lisbet gengiver Alfreds egen beskrivelse af, hvad han har lært:

”Det er genialt, sådan som han beskriver det: 'Det er okay at have tankerne, men de er ikke så vigtige. De skal ikke styre mig. Hvis jeg har ondt, kan jeg tage et glas vand eller tænke på noget andet, og så går det væk.'

Han har lært at skelne mellem at have en fysisk følelse i maven og den automatiske tanke om, at han ikke kan komme i skole. Han forstår nu, at han godt kan have tanker om at have ondt, uden at det betyder, at han skal droppe alt."

Fælles sprog og konkrete værktøjer

Forløbet hjalp familien med at skabe nogle konkrete rammer at arbejde ud fra. De satte fælles mål sammen for Alfred – som for eksempel at spille kort med farmor hver tirsdag, faste regler om ingen telefon på toilettet for hele familien og musik i ørerne som en strategi til at skifte fokus, når han skulle ud ad døren om morgenen.

"Det vigtigste har været, at vi har fået et fælles sprog," siger Lisbet. "Vi ved, hvad der er på spil nu. Og han føler sig set. Jeg anerkender, at han har ondt, men vi er enige om, at det ikke er farligt, og at det ikke skal styre hans liv."

En hverdag med ro

I dag fylder mavesmerterne meget lidt i familiens hverdag. Alfred er kommet i gang med både håndbold og fodbold igen, og han skal starte på en håndboldlinje på efterskolen til næste år, selvom fodbold egentlig er hans primære sport.

Lisbet kan virkelig mærke en forskel på sin dreng:

"Vi blev opmærksomme på det for nylig, da han pludselig sagde: 'Den der mavepine har jeg faktisk ikke haft i lang tid.' Han føler sig set og forstået, men har samtidig fået værktøjerne til at handle anderledes. Vi er kommet frem til nogle små enkle ting, men de virker. Det er det, vi har ledt efter i fire år," siger Lisbet og afslutter:  

”Han har faktisk ikke haft en eneste sygedag, siden vi startede på forløbet.”