Spiralen af angst og panik er væk – Asta fik hurtig hjælp af Nyborg Kommune

Børns modtagelighed er stor. For Asta betød det på den ene side mange bekymringer, der blev til mavesmerter, men på den anden side også evnen til at tage hurtigt imod hjælpen fra Min Magiske Mave. Fra at være plaget af panik og angstanfald, som gik hårdt ud over hele familiens trivsel, har Asta nu fået gode redskaber til at mestre sit børneliv. 

Asta på 10 år går i 4. klasse. Hun er en aktiv pige, som elsker dans og fodbold. Hun er også dygtig til at tegne og er lige nu i gang med at lære at hækle. Det er hendes mor, der lærer hende det. Familien består af Asta, hendes lillebror Kresten og forældrene Julie og Kristian. De bor i en landsby i Nyborg Kommune.

Mormor og morfar bor tæt på, og de ses ofte. Asta kan selv cykle hjem til dem, når hun får lyst, fx efter skole. Da bedsteforældrene er så stor en del af Astas hverdag, har de også deltaget i processen omkring Min Magiske Mave. I det hele taget er Asta meget social – i hjemmet er der altid venner og veninder på besøg.

Da Asta er en modtagelig pige med antennerne ude, tager hun mange indtryk ind – med tendens til at bekymre sig fx inden en soveaftale. Astas mor, Julie, beskriver hende som en følsom pige, som skal lære at bruge strategier, hvis ikke hele verden skal krybe ind under huden på hende.  

Mangel på information om funktionelle mavesmerter

Julie arbejder som gastroenterologisk sygeplejerske på en mave-tarmafdeling for voksne, og hendes faglige baggrund har været en stor hjælp til at få afklaret, at Astas maveproblemer er funktionelle. Det blev helt klart efter en udredning hos familiens egen læge.

På trods af Julies viden var det svært for familien at håndtere problemet. Selv om det blev udelukket, at der kunne være noget alvorligt galt, var det en stor opgave at stå med. Hvor går man hen og får hjælp? Det kunne ingen svare på.

”Asta har haft forstoppelse og mavesmerter, lige fra hun var helt lille,” fortæller Julie. ”Hun har været plaget i perioder, og det har været svært at finde mønstre i symptomerne. Det har hjulpet på forstoppelsen at spise laktosefrit, men mavesmerterne forsvandt ikke.”

Én særlig oplevelse gjorde det helt klart for Astas forældre, at der var tale om funktionelle mavesmerter. Da krigen i Ukraine startede, var de bevidste om ikke at lade Asta følge for meget med i nyhederne. Men da en ukrainsk dreng startede i Astas klasse, kom krigen pludselig tæt på, og Asta reagerede med angst. Det var ikke et problem i løbet af dagen, men om aftenen, når hun skulle sove, kom bekymringerne væltende med mavesmerter i kølvandet.  

Hvad nu, hvis jeg kaster op?

Det blev en ond cirkel, hvor kvalme og smerter kunne sende Asta ud i en panisk angst for at kaste op, som om alle problemerne blev koncentreret i denne ene frygt for at skulle kaste op.

Hun kunne panisk spørge den ene gang efter den anden gennem gråd og skrig: ”Mon så jeg kaster op?” Det eneste, der kunne dæmpe angsten og stoppe panikanfaldet, var, når mor beroligede hende med et 'jeg lover dig – du kaster ikke op'. Når Julie havde aftenvagt på sygehuset, måtte hun sige det over telefonen.

Det eskalerede på en måde, som gik ud over hele familiens trivsel: ”Alt for sene sovetider og en 10-årig i vores dobbeltseng, som skulle sove helt oppe i armhulen på os for at være tryg, holder ikke i længden,” fortæller Julie. ”Desuden,” tilføjer hun, ”vil vi jo heller ikke love hende noget, vi ikke kan holde. For én dag vil hun jo kaste op.”

Det var tydeligt for forældrene, at de manglede redskaber til at håndtere situationen, også selv om Asta hver dag kom af sted i skole og til fritidsaktiviteter og var velfungerende i løbet af dagen. De var ikke bekymrede for det fysiske helbred og kunne nu se en systematik i symptomerne: De kom kun om aftenen, hvilket også var med til at overbevise familien om, at der var tale om funktionelle mavesmerter.

Redningen kom via en læge på Julies arbejdsplads. Hun kom fra børneafdelingen og skulle arbejde på Julies afdeling i en periode for at blive specialiseret mavetarmlæge til børn. ”Bor I ikke i Nyborg Kommune?” spurgte hun en dag, hvor Julie talte med hende om Astas problemer. Kollegaen vidste nemlig, at Nyborg Kommune tilbyder Min Magiske Mave til sine borgere, og hun havde anbefalet behandlingsforløbet til flere familier.  

Hurtig hjælp fra Nyborg Kommune

Herefter kom der hurtigt skub i processen. Julie fik sig googlet ind til en formular på Nyborg Kommunes hjemmeside, og allerede få dage efter at hun havde udfyldt den, blev hun ringet op af en sundhedsplejerske med et par opklarende spørgsmål. Et par timer senere lå der et link til Min Magiske Mave i Julies eBoks.

Også Asta var spændt. ”Har du hørt noget?” spurgte hun utålmodigt sin mor allerede dagen efter, at formularen var indsendt.

De næste 6 uger sad familien samlet hver søndag og gennemgik forløbets moduler. Selv lillebror var med i det omfang, han kunne koncentrere sig. Det var naturligt for dem at gøre det sammen – men faktisk også en anbefaling fra kommunens sundhedsplejerske.

Julie uddyber omkring samarbejdet med kommunen: ”Det er gået nemt. Vi er lige blevet færdige med forløbet og har fået at vide, at sundhedsplejersken ringer til os igen om 3 måneder for at følge op på, om forløbet fortsat har effekt. Det føles som en god, sikker havn og giver os en fornemmelse af, at de gerne vil sikre sig, at forløbet når de rigtige børn, og at der bliver lagt en plan, hvis der fortsat skulle være problemer.” 

Vigtigt at justere aftaler undervejs

Familien lærte hurtigt, at det kan være vigtigt at justere de aftaler, barn og forældre indgår som en del af arbejdet med Min Magiske Mave. ”Vi talte meget om den mave,” forklarer Julie. ”Vores første aftale var at tale om det, inden Asta skulle sove, men vi indså hurtigt, at det bare gjorde hendes bekymringer og symptomer værre.”

”Da vi flyttede tidspunktet til efter aftensmaden, skete der en markant ændring. Dette tidspunkt er altid meget roligt i vores familie. Vi har opdaget, at for meget skærmtid kan give Asta mere ondt i maven, og derfor har vi en aftale om, at vi ikke bruger skærm efter aftensmaden. I stedet spiller vi et spil eller sidder med kreative projekter.”

Den justerede aftale virkede meget bedre. Når tidspunktet efter aftensmaden kom, kunne Asta ligefrem finde på at sige: ”Jeg tænkte på noget i går aftes, da jeg skulle sove, at jeg skulle huske at sige det i dag, men nu har jeg glemt, hvad det var.”

Tankevækkende grafer

Graferne i forløbet har været særlig tankevækkende for Astas forældre. Barn og forældre svarer hver uge på, hvordan de synes, det går. I systemet kan de løbende se udviklingen i symptomer og trivsel på to grafer.

For Astas forældre tegnede der sig et tydeligt billede: Allerede i uge to, efter at de havde ændret tidspunktet for, hvornår de taler om maven, faldt Astas vurdering af ondt i maven til 0 – for hende var mavepinen simpelthen væk. Forældrenes kurve derimod gik kun gradvist nedad for først i uge fire at ramme samme 0, som Asta plottede ind allerede i uge to.

”Forløbet viste os, hvor forandringsparate børn faktisk er. Samtidig blev det tydeligt, at der også var et arbejde for os som forældre. Vi skulle lære at give slip, have tillid og lade Asta være en aktiv del af processen. Stole på, at hun lærte på lige fod med, at vi var i gang med at lære. Hun oplevede hurtigt bedring, længe før vi som forældre turde tro på, at det virkede.” 

Viden giver ro

Julie peger på tre ting i forløbet, som har været helt centrale for Asta. Viden giver ro, og for Asta har det betydet meget at lære, at hun ikke er alene med problemet, men at der faktisk i gennemsnit kan sidde 2-3 elever i hver klasse. Desuden fjernede første uges video hendes bekymringer for, om noget kunne være alvorligt galt. Den forklarede nemlig, hvad funktionelle mavesmerter er, og hvorfor de kommer.

Sidst, men ikke mindst har hun fundet ro i sig selv, og hendes tidligere bekymringer, som myldrede frem, når hun skulle sove ude, kommer ikke længere. I stedet siger Asta: ”Hvis jeg får ondt i maven, ved jeg, at jeg har prøvet det før, uden at der skete noget ved det.” Det er blevet en slags mantra for hende og hjælper hende med at stoppe sine bekymringer. 

Astas mavesmerter er kommet under kontrol: ”99 procent af dagene hører vi ikke noget,” forklarer hendes mor og uddyber: ”En anden stor forandring er, at vi nu kan have en samtale med hende, uden at hendes angst kommer til at styre det hele. Måske skyldes mavekneb en enkelt dag bare, at hun ikke har været på toilettet, og det kan vi nu tale om på en rationel måde. Spiralen af panik og angst er væk.”

Min Magiske Mave er skræddersyet til børnehjerner

Hvis Asta får brug for et ekstra redskab til sin mestring, bruger hun hypnoselydfilerne i forløbet. Dem har hun gennem hele forløbet været utrolig glad for. Faktisk kan hun få lindring ved bare at tænke på dem, og som hun siger: ”Den korte – den behøver jeg slet ikke tænde for. Den kan jeg oppe i mit hoved.”

Også lillebror lytter indimellem med på Det søvnige tæppe inden sengetid. Julie tilføjer: ”Min Magiske Mave er skræddersyet til børnehjerner – de bliver hjulpet på vej af deres fantasi.” 

Nu føles forældrenes dobbeltseng pludselig meget stor, hvilket Julie påpeger med et smil. Asta sover på sit værelse, og med den nye ro i rygsækken klarer hun det som regel selv, hvis der skulle opstå bekymringer i løbet af natten. ”Det er blevet et andet liv, vi har fået,” forklarer Julie. ”Nu tør Asta selv – hun ser det lige an og arbejder selv med det først i stedet for at gå i panik.”

”Det er en vild rejse, hun har været på – hun har rykket sig så meget! Og det er vildt, at 6 moduler à 1 time kan gøre så stor en forskel i vores familieliv. Det er livslang hjælp til styring af reaktioner på tanker og bekymringer. Vi kan ikke styre, hvad vi tænker, men vi kan styre, hvordan vi reagerer på tankerne.” Det er Asta i høj grad blevet et godt eksempel på. Øvelse gør virkelig mester.

Hvordan fungerer det

Bliv klogere på, hvad I kan forvente af forløbet.

Læs om behandlingen

Se cases

Læs historier om, hvordan vi allerede har hjulpet børn og familier.

Læs vores cases

Køb forløbet

Min Magiske Mave koster 599,- og kan startes op med det samme.

Køb adgang
Om behandlingen Læs cases Køb adgang Tilmeld nyhedsbrev

TIlmeld dig vores nyhedsbrev

I vores nyhedsbrev deler vi viden om funktionelle mavesmerter og vores behandlingsforløb.

Der vil også være praktiske råd og inspiration til, hvordan forældre og børn kan blive bedre til at håndtere tilbagevendende mavesmerter.

Læs med og bliv klogere på det, der måske fylder hos jer.🧡