Tegninger af et magisk liv – Vi havde prøvet alt
Athenas mor beskriver det lange forløb, der er er gået forud for mødet med Min Magiske Mave: "Vi har virkelig været hele møllen igennem. Jeg har været til psykolog med Athena, men det hjalp ikke. Vi har haft underretning til kommunen, været i børnepsykiatrien, fået afslag fra kommunen, og jeg har endda selv været sygemeldt i over et halvt år, fordi det fyldte så meget. Men intet hjalp.”
”Athena havde det fysisk dårligt,” uddyber hun, ”kastede op og var helt udkørt, men der var ikke noget fysisk galt. Først nu, efter Min Magiske Mave, kan jeg se, hvad der ligger bag. Hun havde ondt i maven hver dag. Opkast. Træthed. Bekymringer. Og hun kunne ikke holde til at være i skole.”
Uforudsigeligheden i sig selv blev en stor stressfaktor for Athena – det ikke at vide, hvad der skulle ske, eller hvordan det skulle foregå. Det smittede også af på hendes sociale liv og gav manglende overskud til at lege med kammeraterne. Det blev en negativ spiral, som det var essentielt for familien at få brudt.
”Det var vigtigt, at det hele blev lidt mere forudsigeligt,” uddyber Annika. ”Athena kunne ikke holde til, at hun ikke vidste, hvad der skulle ske. Hvis der var noget uventet i skolen – en vikar, en udflugt, noget der ikke stod i skemaet – så væltede det hele. Hun havde brug for at vide: Hvem skal jeg følges med? Hvor skal vi hen? Hvordan kommer vi hjem? Hvor skal vi spise? Hvis ikke hun havde svar på det, fik hun mavesmerter. Hun havde ikke overskud til legeaftaler. Hun kom i konflikt med dem, hun ville lege med.”
Det var en meget svær situation og uhyre udmattende for Athena. Hendes mor holdt dog fast i, at hun skulle i skole, også selv om hun havde ondt i maven, undtagen når hun kastede op. ”For det blev jo ikke bedre af at være hjemme,” forklarer Annika. ”Athena siger selv, at det hjælper at være i skole, for så får hun tankerne over på noget andet.”
”Det var faktisk min mor, der havde set noget om Min Magiske Mave på Facebook og sendte mig et link,” fortæller Annika. ”Men på det tidspunkt var vi i gang med et forløb hos kommunen og psykolog og alt muligt, så jeg tænkte umiddelbart: ’Ikke endnu en ting.’ Jeg havde ikke de store forventninger, men så gav vi det heldigvis et skud alligevel,” siger hun og smiler.
”Og siden vi stoppede med Min Magiske Mave, har Athena stort set ikke nævnt det med maven. Måske én gang.”
Athena smiler tilbage og rækker et stykke papir med tegnet mad frem: ”Jeg lavede mad i dag. Farvemad. Til mor. Det var mig, der lavede det hele.” Og hun tilføjer: ”Jeg kan godt lide at tegne, også da vi var i gang med Min Magiske Mave. Jeg tegnede alle de steder i kroppen, hvor jeg havde ondt.”
”Det har hjulpet, at hun kunne se, at andre børn også har mavesmerter”, fortæller hendes mor. ”At hun ikke var den eneste i verden. Det gjorde noget for hende.”
”Og det hjalp mig til at få en anden forståelse af, hvad det egentlig handlede om. Vi havde fået at vide fra både psykolog og børnepsykiatrien, at det var psykosomatisk, men jeg forstod det ikke sådan rigtigt. Først med Min Magiske Mave gik det op for mig, hvad det vil sige, at det foregår oppe i hovedet.”
Indimellem kunne spørgsmålene i Min Magiske Mave godt føles lidt lange for Athena, for hun ville gerne være færdig og glædede sig altid til, at der kom nyt. Men netop spørgsmålene var et vigtigt udgangspunkt for dem begge til at få talt sammen, og for Annika føltes det som en lettelse, at hun ikke selv skulle stille spørgsmål.
”Vi satte os hver søndag formiddag og lavede øvelserne,” fortæller hun. ”Athena tegnede, hvor hun havde ondt, og jeg skrev det ned. Så kunne vi sammenligne fra uge til uge, og tale om det. Vi kunne sidde sammen og tale om ting, vi ikke havde fået talt om før. Det blev en god anledning.”
Forløbets billeder har virket godt på Athena. ”Det visuelle med motorvejen og stien – det tog hun virkelig til sig,” uddyber hendes mor. ”Hun kunne fx sige: ’Nu tror jeg, at der er lidt rod på stien.’”
Athena supplerer: ”Jeg lavede billeder af, hvordan jeg var med et magisk liv. Og jeg synes, det hjalp i hele kroppen. Ikke kun maven.”
”Hypnoselydfilerne hjalp”, fortæller Annika, ”især Det søvnige tæppe. Den lydfil hører hun stadig, og det giver hende ro. Før kunne hun ikke finde ro. Vi købte en tyngdedyne, fjernede skærme om aftenen, lavede faste sengetider. Nu falder hun i søvn kl. otte.”
Athena erklærer stolt: ”Jeg har hørt Det søvnige tæppe 24 gange. Jeg kan godt lide at høre den, især når det har været lidt svært, og inden jeg skal sove. Det hjælper mig med at sove.”
Annika beskriver de nye aftaler, hun og Athena indgik undervejs i forløbet: ”Vi lavede en aftale om kun at tale om mavesmerterne ved sengetid. Inden da talte Athena om det hele tiden.”
”Lige, da vi havde indgået den nye aftale, kunne hun næsten ikke vente med at skulle i seng, bare for at fortælle, hvor ondt hun havde. Men jeg drillede hende lidt,” griner hendes mor. ”Jeg sagde, at hun hørte til på plejehjemmet, så mange smerter hun havde.”
For at vende fokus mod det positive begyndte familien som en del af forløbet at finde tre gode ting hver eneste dag. Annika uddyber: ”Først måtte man sige tre dårlige og tre gode, men nu må man kun sige én dårlig og tre gode.”
Dermed har de gradvist fået fjernet det tidligere fokus på mavesmerterne, så de i stedet kan fokusere på de positive ting i hverdagen. Det er en proces, som godt kan tage tid. Athena forklarer selv: ”Det er ikke altid nemt at finde på gode ting. Nogle gange er der for meget, der fylder.”
Men øvelse gør mester, og nu vil selv lillebror være med, når de hver dag skal finde dagens tre gode punkter.
Mavesmerterne er væk, og skolen kan rapportere, at det går meget bedre med Athenas relationer. ”Jeg var skeptisk i starten”, fortæller Annika. ”Vi havde været igennem alt: børnelæge, børnepsykiatri, psykologer, kommunen. Men Min Magiske Mave var det, der hjalp mest.”
Generelt går det meget bedre i skolen, som er gået i tæt samarbejde med familien: ”Athena var tidligere utrolig træt. Nu har skolen indlagt pauser i løbet af dagen. De hjælper hende med at regulere energien. Hun kan næsten ikke hænge sammen, hvis hun ikke får pauser. Skolen har været god til at støtte. De har samtaler med hende hver mandag. Hun har nogen at tale med, som ikke er mig,” siger Annika.
Både Athena og hendes mor har omsider fået tiltrængt ro: ”Jeg tror virkelig, det her forløb har gjort en forskel. Ikke kun for Athena, men også for mig. Jeg forstår hende bedre. Vi kan tale sammen på en anden måde. Og vi kan vist begge skrive under på, at vi har mere ro nu.”
