”Jeg hadede det.”
Elina går i dag på HF enkeltfag med nedsat skema, men planen er at komme tilbage på fuld tid efter sommerferien. Vejen dertil har været lang. Hendes mavesmerter begyndte allerede i 6. klasse efter forældrenes skilsmisse, og da hun gik ud af 9., kæmpede hun med mange forskellige og invaliderende symptomer.
”Jeg har haft noget i mange år, som vi ikke vidste, hvad var. Nu ved jeg, at det har været funktionelle mavesmerter. Det kom især, når jeg var presset, og efter sommerferien blev det helt slemt. Jeg følte, jeg skulle betale en regning for at have været for presset i rigtig lang tid,” fortæller hun.
For Elina er det vigtigt at være sund og stærk, og hun har altid prioriteret sin træning. Men efter sommerferien var det, som om kroppen lukkede ned. Hun fik kramper, kvalme og mistede helt sin mætheds- og sultfornemmelse. Symptomerne kom til at fylde alt, og hun valgte derfor at gå på nedsat skema og skære det meste fra i sit liv – både de gode og de dårlige ting – for at fokusere på at få det bedre.
Det betød også, at hun måtte droppe sin elskede træning og de sociale sammenhænge. Angsten flammede også op igen og fyldte efterhånden så meget, at hun meldte fra til det meste, og når hun endelig fik kæmpet sig af sted, måtte hun ofte hurtigt tage hjem igen. Det var en hård og tung tid, hvor hun til sidst mistede lysten til overhovedet at stå op om morgenen.
Det var i den periode, hun blev præsenteret for det digitale behandlingsforløb Ro i Maven. Hendes skepsis var stor over for det, hun kalder for ”meditationen”, som hypnoseøvelserne i forløbet kan sammenlignes med.
”Jeg vidste allerede, at det, der virker bedst for mig, er at meditere, men jeg hader det virkelig. Jeg kan simpelthen ikke lide at mærke mig selv eller min krop – det har jeg brugt mange år på at lade være med. Men det føltes som en besked fra universet: at det, jeg mindst havde lyst til at arbejde med, skulle blive en del af løsningen for mig og det, der fik mig til at få det bedre,” siger hun med et lille smil.
Allerede i den første uge af forløbet kunne Elina mærke en forandring. Modstanden forsvandt gradvist, og hun begyndte at finde ind til en ny ro og accept, især ved øvelsen Varme hænder. Hun har endda delt øvelserne med sin lillebror på 12 år, som også har haft glæde af dem.
Hver aften bruger hun de to samme øvelser som et fast ritual. Hun har efterhånden lavet dem så mange gange, at hun ikke længere behøver at lytte til dem, men kan guide sig selv ind i roen. Ifølge Elina er det redskaber som disse, der har været kraftigt medvirkende til, at hun har fået det så meget bedre.
”Det føltes ikke længere farligt at mærke min krop. Jeg lærte, at jeg er lige her, og at det er okay. Videoerne i forløbet gav mig ny viden – og også noget helt konkret at sige til andre – at det ikke er min mave, der er noget galt med, men nervesystemet. Billedet med cykelkæden, der hopper af, var virkelig rart.”
På trods af den indledende modstand fandt Elina stor værdi i redskaberne. Særligt ’Det personlige anker’ bruger hun aktivt i sin hverdag. Når hun er ude blandt mennesker eller befinder sig i situationer, hun ikke bryder sig om, hjælper det hende med at trække vejret og finde ro.
”Jeg har lært min krop bedre at kende og kan klare en bustur nu, fordi jeg ved, hvad jeg skal gøre. Jeg er også begyndt at fylde på med mere af det sjove – og nu tænker jeg: Bare kom med det! – også selvom det betyder, at det går ud over skolen. Det kan være en filmaften med mine venner, og min far og jeg har aftalt at spille badminton hver tirsdag. Jeg kan mærke, at det er godt for mig, og det virker.”
Effekten af forløbet har været mærkbar på både det fysiske og det mentale plan. Fysisk vurderer Elina, at hun er gået fra et meget lavt niveau på 2-3 til nu at ligge på en 8’er på en skala fra 1-10. Mentalt er hun rykket fra en 3-4’er til en 7’er. Hvor hun før følte sig helt i bund og havde svært ved overhovedet at stå op om morgenen, oplever hun i dag en markant øget trivsel og en bedre mental balance.
Selvom alt ikke er perfekt, som hun siger, har Elina fået det meget, meget bedre. Hun er utrolig glad for, at hun tog imod forløbet. Hun vil anbefale det til alle, der står med de samme problemer. Det største tegn på bedring er nemlig ikke kun, at smerterne er aftaget, men at hun har genvundet sit sociale overskud. Hun er kommet tilbage til en hverdag, hvor det er hende selv – og ikke angsten og smerterne – der bestemmer.
”Halvvejs gennem forløbet begyndte jeg at føle mig lidt ensom og fik lyst til at se andre mennesker igen. Den følelse har jeg ikke haft i meget lang tid. Det er virkelig dejligt at mærke, at jeg har fået lyst til at være ude i verden igen.”
