Eva på seks år fik hurtig hjælp gennem kommunen

Eva er seks år, går i 0. klasse og bor sammen med sin familie i Bjæverskov på Sjælland. I lang tid havde hun ondt i maven – næsten hver dag, men ikke så ofte i weekenderne. Nogle gange fulgte der også hovedpine med. Hun blev ked af det og ville helst blive hjemme fra skole eller sige nej til håndbold. Evas forældre pressede på for at få hende i skole alligevel, og hvis det ikke gik, måtte hun blive ringet hjem.

”Hvis mor havde fri, og jeg havde ondt i maven, så ville jeg bare være hjemme,” fortæller Eva stille.

Hjemme gik det bedre. Her kunne hun slappe af og hygge sig med kreative projekter. Hun lavede perlearmbånd, perleplader og syede. Men mavepinen kom tilbage, når skoledagen meldte sig.

Hurtig adgang til Min Magiske Mave

Evas forældre var bekymrede, og for Pernille, Evas mor, var det en urolig tid: ”Jeg startede med at tænke: er hun forstoppet, drikker hun nok vand? Jeg frygtede også, at det kunne være glutenallergi. Vi var til lægen, fik taget blodprøver, men der var ikke noget at finde,” fortæller hun.

Da lægen ikke fandt en fysisk forklaring på Evas smerter, tog familien fat i skolens forebyggende socialrådgiver og fik derigennem kontakt med Køge Kommune. Herfra gik det hurtigt.

”Det var virkelig nemt. Inden for halvanden uge havde vi adgang til Min Magiske Mave, og så var vi i gang,” fortæller Pernille. Hun var positivt overrasket over samarbejdet med kommunen: ”Jeg havde frygtet, at det ville være tungt at søge hjælp, men det var en utrolig smidig proces. Det betyder meget, at vi kunne få så hurtig hjælp helt uden ventetid.”

De første uger

Til at begynde med syntes Eva, at forløbet var lidt svært. Der var mange spørgsmål og øvelser. Derfor delte de den første gang op i tre dele. Men familien fandt hurtigt en god rytme.

”Vi satte os ned om mandagen, når storebror var til fodbold, så vi havde ro,” siger Pernille, og fortsætter: ”Eva synes videoerne var spændende, hun havde nemt ved at forstå dem, og forklaringerne gav rigtig god mening for hende. Hun var helt med på de små forklaringer, og hvad det betød for hende.”

Noget af det, Eva husker bedst, er en øvelse, der beskriver signalerne fra maven, som trafikken på en bred motorvej, og at motorvejen skal blive til en lille tilgroet sti. Øvelsen med at sætte ti minutter af hver dag til at tale om maven havde også god effekt. Eva fik ti minutter til at tale om maven efter skole, men endte ofte med ikke at bruge dem.

En del af hverdagen

Pernille oplevede, at det faktisk blev nemmere og nemmere at arbejde med Min Magiske Mave: ”Inden vi begyndte, var jeg bange for, om det ville tage for meget af vores tid. Men det blev hurtigt en del af hverdagen,” fortæller hun. Noget af det, hun sætter mest pris på, er enkelheden: ”Det var så nemt at gå til og få til at passe ind. Der var én dag om ugen, hvor vi brugte lidt længere tid, og resten af tiden, der øvede vi os jo bare i små bidder. Det var en god kombination af læring og så de helt praktiske ting i hverdagen.”

Det blev hurtigt en fast rutine at lytte til lydfilerne om aftenen. ”Det flyvende tæppe kan jeg bedst lide,” siger Eva med et smil. Også hendes storebror på otte år blev nysgerrig og ville lytte med. Han spurgte endda, om ikke han måtte lytte videre, når Eva var færdig. Det gav også ham noget, han fik ro på, når han skulle sove. Det fik ham til at slappe af og falde i søvn.

Cirka midtvejs i forløbet begyndte Eva selv at tage initiativ til at lytte til hypnosehistorierne: ”En dag sagde hun: jeg har selv sat mig hen og lyttet, fordi jeg havde ondt i maven. Jeg synes, det er flot, at en pige på seks år kan finde ro på den måde,” fortæller Pernille.

Aha-oplevelser og små skridt

Undervejs dukkede der nye indsigter op via de indgangsspørgsmål, hvert modul begynder med: ”Gennem spørgsmålene fandt vi ud af, at mavepinen begyndte i forbindelse med et lærerskift. Det var vi ikke selv kommet frem til. Eva svarede så fint og konkret på dem, spørgsmålene var ikke svære, men de gav os virkelig en aha-oplevelse,” siger Pernille.

Pernille kunne godt lide, hvor fleksibelt forløbet er: ”Nogle emner som fx skoledelen gik vi dybere ned i, andre sprang vi let henover, hvis de ikke var så relevante for Eva. Jeg kunne godt lide, at vi selv kunne justere i spørgsmålene på den måde,” husker Pernille.

Noget andet, der har ændret sig, er, at familien er begyndt at inddrage børnene mere i ugeplanen. De fandt ud af, at det ikke var skolen, håndbolden eller legeaftalerne, der skulle justeres – de blev altid prioriteret. Men de sociale aktiviteter ud over det, kunne nogle gange blive for meget for Eva.

Derfor får hun nu lov til selv at sige fra, hvis weekenden bliver for pakket. ”Vi prøver at finde en balance,” fortæller Pernille. ”Vi justerer planerne lidt til efter Evas behov – men maven skal ikke have lov til at styre.”

Efter fem-seks uger begyndte forandringen at vise sig. ”Eva kommer selv hen og siger til os efter den sidste gang, at hun har opdaget, at hun slet ikke har så ondt i maven mere. Det havde vi også lagt mærke til,” fortæller Pernille.

Færre dage med ondt i maven

Mavepinen fylder ikke længere det samme. Eva har nu meget færre dage med ondt i maven.

Eva er stadig en kreativ pige, der elsker at sy og lave perler, men hun har fået langt mere overskud til skolen og fritidsaktiviteterne.

”Jeg har fået en meget mere glad pige,” afslutter Pernille.