Min Magiske Mave hjalp os med at forstå, hvad mavepinen egentlig handlede om
Allerede i 3. klasse begyndte Jeppe at få mavesmerter. “Han ville ikke med på lejrtur og sagde, han havde ondt i maven. Vi tænkte, det var nervøsitet, men det stoppede ikke. Han begyndte oftere og oftere at sige, han havde ondt i maven”, fortæller Jeppes mor, Mette. I begyndelsen virkede symptomerne uforklarlige. Lægerne kunne ikke finde noget fysisk galt. Jeppe blev testet med både blod- og afføringsprøver, og han blev undersøgt for glutenallergi. “Vi forstod det ikke. Han havde også lidt feber, og derfor blev det hele meget forvirrende. Lægen sagde, at man ikke bare kunne sige, det handlede om trivsel, når der også var feber.”
Jeppe gik i en klasse, hvor det sociale miljø var præget af hård tone og meget skældud fra de voksne. Selvom det sjældent var Jeppe selv, der blev skældt ud, tog han det hele ind. "Han havde så ondt af dem, der fik skæld ud," fortæller hans mor. "Han er en meget følsom dreng, og det satte sig dybt i ham. Og efterhånden begyndte der også at opstå mobning i klassen. Vi tror, det var det, der udløste Jeppes mavesmerter. Samtidig blev han udredt for alt muligt, uden at vi kom frem til en årsag til smerterne.”
Jeppes mavepine blev ved med at vende tilbage – særligt i situationer med pres. Det satte sig i kroppen op til lejrture, skoleafleveringer eller sociale arrangementer. Jeppe er ordblind, hvilket også pressede hans skoletid. “Det var tydeligt for os, at hans mave reagerede, når han var presset. Men vi vidste ikke, hvordan vi skulle hjælpe ham.”
Da Jeppe som 14-årig begyndte på efterskole, blussede mavesmerterne for alvor op igen. “Han havde ondt i maven næsten hver morgen. Det begyndte at fylde i næsten alt – både for ham og os.” I løbet af det første halve år på efterskolen havde Jeppe omkring 50 fraværsdage. Familien var i løbende dialog med skolen, men oplevede ikke megen forståelse. “Det var svært for dem at sætte sig ind i. Der var ikke rigtig et rum for at tale om det. Det pressede Jeppe endnu mere – han følte, at han stod alene med det. Derfor ringede han også ofte hjem til os.”
På trods af rigtig mange lægebesøg og viderehenvisninger i systemet, kunne familien ikke få svar på, hvad mavesmerterne kom af og hvad, de kunne gøre ved dem. “Til sidst nævnte en læge begrebet ‘funktionelle mavesmerter’. Det var første gang, vi hørte det udtryk.”
Efter at have hørt om begrebet funktionelle mavesmerter satte Jeppes mor, Mette, sig straks til at google, hvad det egentlig betød. Det var her, hun faldt over Min Magiske Mave. “Jeg kunne godt se, at det var målrettet yngre børn. Men jeg var desperat. Han havde det virkelig ikke godt, og vi manglede noget, der kunne hjælpe.”
Selvom Jeppe var fyldt 15 år, og forløbet umiddelbart var rettet mod en yngre målgruppe, besluttede familien at give det en chance. “Vi startede op, fordi vi havde brug for et sprog – noget, der kunne hjælpe os med at forstå, hvad det handlede om.” Allerede i løbet af de første uger begyndte noget at falde på plads. Mette husker tydeligt, hvordan et modul fokuserede på, hvordan det faktisk kan hjælpe at komme i skole og være sammen med venner – også selvom kroppen umiddelbart siger noget andet.
“Det var fuldstændig sådan, Jeppe havde det. Han sagde jo, at han virkelig gerne ville, men at han følte, han bare ikke kunne.” Hun fortsætter: “Mavesmerterne påvirkede hele vores hverdag – ikke kun skolen. Alt kom til at handle om hans mave. Om han kunne holde til det. Om han kunne komme afsted til det ene og det andet.”
Familien nåede at gennemføre de første tre moduler, inden Jeppe skulle begynde på en ny efterskole – og de tre moduler viste sig at være nok til at skabe en positiv forandring. “Han begyndte at få det bedre. Og selvom nogle af videoerne var lidt barnlige til hans alder, kunne vi tydeligt mærke, at han stadig fik rigtig meget ud af dem.”
Noget, der gjorde en forskel, var den nye fælles forståelse af sammenhængen mellem mave og hjerne. “Vi kunne bedre tale om, hvad det handlede om – den der 'motorvej' mellem hjernen og maven. Jeppe forstod, at hans krop reagerede på det, han gik og bar på.”
Familien brugte også de ugentlige evalueringsspørgsmål, som en måde at følge med i, hvordan Jeppe havde det. “De ugentlige spørgsmål til hans mave var rigtig brugbare for os. De viste sort på hvidt, hvor meget Jeppes mavesmerter fyldte. Det gav os som forældre en pejling – et konkret billede på, hvordan han egentlig havde det i løbet af ugen.”
I dag har Jeppe det langt bedre. “Han har faktisk ikke ondt i maven mere,” fortæller hans mor, Mette. “Han har kun haft 4-5 sygedage i år, og det fylder slet ikke, som det gjorde før.”
Men familien er stadig opmærksom. “Vi kan mærke det med det samme, hvis noget begynder at fylde for meget – så sætter det sig i maven. Men nu ved vi, hvad vi skal gøre.” I dag har Jeppe lært at mærke efter og sætte ord på det, der presser ham. “Han er blevet god til at fortælle, hvad der driller – og så kan vi hjælpe. Vi spørger ikke længere bare: ‘Hvordan har du det?’ Men mere konkret: ‘Hvad er det, der fylder?’”
Det har gjort en stor forskel i hverdagen. “Når vi ved, hvad det handler om, kan vi bedre støtte ham. Vi kan tage fat i kontaktlæreren på efterskolen, som heldigvis er rigtig god til at bakke ham op. Og ellers hjælper vi ham herhjemme.”
Mette forklarer, at det særligt har hjulpet dem at forstå sammenhængen mellem hjerne og mave. “Efter forløbet med Min Magiske Mave har vi været mere bevidste om, hvordan mavesmerterne hænger sammen med det mentale. Billedet med 'motorvejen' mellem hoved og mave – det giver virkelig mening for os. Og nu ved vi også, hvordan vi får det til at slippe igen.”
“Vi anbefaler Min Magiske Mave til alle, der har børn med funktionelle mavesmerter. Det eneste, vi ville ønske, var, at der fandtes et lignende forløb, som henvender sig til ældre børn eller teenagere.” For selvom Jeppe var ældre end den tiltænkte målgruppe, ramte forløbet alligevel noget vigtigt. Forklaringerne og de konkrete råd gav mening både for ham og for hans forældre.
Familien i artiklen er anonymiseret med ændrede navne og modelfotos. De rigtige navne er redaktionen bekendt.
