”Mit hoved ville i skole – men min krop ville ikke”
Det begyndte med mavesmerter, da Josefine var 10 år gammel. Det blev værre og værre, og til sidst havde Josefine perioder, hvor hun var hjemme en hel uge. Andre uger kom hun afsted et par dage. Det gik op og ned.
Senere kom hovedpine. Og så rygsmerter, så voldsomme, at hendes mor næsten ikke kunne give hende et knus. ”Der måtte jo gemme sig et eller andet,” fortæller Heidi. ”Man tænker ikke, at et barn kan have så ondt, uden at der er en forklaring.”
Josefine blev indlagt på børneafdelingen i Esbjerg i næsten to uger og udredt af et funktionelt team. Konklusionen var den samme som hos familiens praktiserende læge: Smerterne var funktionelle. ”Hun blev faktisk lidt ked af det, da de sagde, at de ikke havde fundet noget,” siger Heidi. ”For så står man der igen.”
Ved udskrivningsmødet deltog både skole, fysioterapeut, socialrådgiver og læge. Der blev talt om pres i skolen – om uro, larm og for mange indtryk. Josefine fik derfor lagt pauser ind i løbet af dagen, hvor hun fik lov til at gå på biblioteket og sætte bøger på plads. Det hjalp noget. Rygsmerterne forsvandt med tiden. Men maven blev ved med at gøre ondt.
Nogle uger gik det bedre. Andre gange endte det igen med tre dage hjemme. I en periode begyndte det også at udvikle sig til angst om morgenen. ”Mit hoved sagde, at jeg skulle i skole,” fortæller Josefine. ”Men min krop ville bare ikke.”
Heidi begyndte at lede efter noget, de selv kunne gøre. Hun fandt frem til Ro i Maven på nettet og besluttede, at det skulle prøves, selvom de var i tvivl om, hvorvidt det virkelig ville hjælpe.
”Vi tænkte: Hvis vi ikke prøver, finder vi jo aldrig ud af, om det kan hjælpe,” siger hun. ”Hvis det bare kunne hjælpe lidt.”
Josefine var nysgerrig, og da de først kom i gang, glædede hun sig til de nye moduler hver uge.
”Der måtte gerne have varet i flere uger,” siger hun, ”fordi jeg synes, det er så godt,” og tilføjer med et smil: ”Det er derfor, jeg har givet det 5 stjerner.”
Spørgsmålene i forløbet var dog svære. ”Nogle gange bliver det for meget,” forklarer Josefine. ”Jeg er ikke så god til at mærke efter.” Hendes mor genkender det: ”Hun kan godt have paraderne oppe. Det kan være svært at sætte ord på det hele.”
Selvom spørgsmålene var svære, blev de et afsæt for nye samtaler derhjemme – og for små ændringer i hverdagen.
Det, der gjorde den største forskel, var hypnoselydfilerne. ”De er bare rigtig gode,” siger Josefine. ”Især Varme hænder og Verdens bedste seng. Dem elsker jeg.”
Hun begyndte at bruge dem om aftenen, når tankemylderet tog fart. ”Før kunne hun blive meget urolig og ked af det,” fortæller Heidi. ”Nu starter hun en lydfil, og så falder der ro på. Det har helt sikkert hjulpet hende til at kunne falde i søvn.”
Selv når mavesmerterne ikke forsvinder helt, oplever Josefine, at hun kan få det bedre: ”Jeg kan mærke, at de giver mig ro.”
En vigtig erkendelse for familien var, hvor meget maven kom til at fylde. ”Jeg tror, jeg var alt for god til at spørge: Hvordan er det gået med maven i dag?” siger Heidi. ”Så kom det til at fylde alt.”
I stedet begyndte de at flytte fokus. Hvis Josefine nævnte maven, anerkendte de det – og foreslog så noget andet: en gåtur, en ridetur, en lydfil. ”Det er også træls, at den bliver ved,” kan Heidi sige. ”Skal vi lytte til en fil? Eller gå en tur?” Små justeringer i hverdagen – og mere ro derhjemme – gjorde en forskel.
Så stor forskel, at Josefine kom i skole hver dag de sidste to uger, efter at de havde afsluttet forløbet.
Mavesmerterne er ikke helt væk. Men de fylder mindre. ”Det hjælper i hele kroppen,” siger Josefine. Og selvom der stadig kan komme svære uger, har familien fået redskaber, de kan bruge – også når symptomerne blomstrer op igen.
”Nu ved vi, hvad vi kan gøre,” siger Heidi med et smil: ”Nu er det ikke længere maven, der bestemmer det hele.”
