Oscars mor blev meget overrasket, da sundhedsplejersken kunne genkende Oscars symptomer
Oscar er en energisk 9-årig dreng fra Randers, som bor alene sammen med sin mor og elsker at gå til springgymnastik. Han har lært at lave saltomortaler, kan springe fra trampolinen op på en mur og øver sig for tiden på baglæns salto.
Problemerne med maven fylder næsten ikke længere, men i begyndelsen af Oscars skolegang i 0. klasse kastede mavesmerter, hovedpine og en spirende angst skygger ind over en ellers tryg og velfungerende hverdag.
Når Maria ser tilbage, opstod Oscars mavesmerter, da Oscar startede i skole, hvilket var samtidig med, at der var nogle udfordringer på hjemmefronten. Skolen blev hurtigt overvældende for ham, især når der var mange nye fag eller forandringer i hverdagen. Maria lagde mærke til en sammenhæng mellem Oscars trivsel og de mange nye indtryk og oplevelser, som naturligt følger med livet i 0. klasse.
Det kom til at påvirke Oscars skolegang. "Mavesmerterne og hovedpinen har han haft siden starten af 0. klasse, som bare fortsatte og blev værre ind i 1. klasse. Jo flere fag og lærere, og jo flere ting, der kom ind i hans liv, jo værre blev det," forklarer Maria, og fortsætter: ”Det kunne være meget voldsomt. Han kastede op og havde det virkelig dårligt. Når han havde det sådan, kunne jeg ikke sende ham i skole.”
Maria tog Oscar til lægen, hvor han fik foretaget forskellige prøver og blev allergitestet – men uden resultat. Intet kunne forklare hans symptomer. Møderne og aftalerne med skolen, som nu også havde fået øje på problemet, fik dem heller ingen vegne.
Symptomerne viste sig især, når Oscar skulle prøve nye ting. Maria begyndte at lægge mærke til, hvordan uro og nervøsitet udløste de fysiske symptomer. Maria måtte blive hjemme fra arbejde og Oscar fra skole. Det var det eneste, der hjalp, men det var kun en stakket frist, for Oscar fik det gradvist værre. Til sidst havde Oscar næsten ondt i maven hver dag, fortæller han selv.
Til et møde med sundhedsplejersken, der handlede om noget andet, spurgte sundhedsplejersken afslutningsvis, om Oscar ellers havde det godt. Maria nævnte hans symptomer, hans uro og angstprægede adfærd, og blev meget overrasket, da sundhedsplejersken netop havde modtaget en folder fra kommunen om et nyt tilbud til børn med funktionelle mavesmerter og deres familier i Randers Kommune. Den folder, som Maria fik stukket i hånden på vej ud ad døren, skulle vise sig at få afgørende betydning for den lille families hverdag.
Maria var ikke i tvivl om, at det skulle prøves, da hun læste folderen i gennem. Hun planlagde sammen med Oscar, at de skulle gennemgå et modul en gang om ugen på de dage, hvor Maria fik tidligt fri fra arbejde, så Oscar ikke var for træt.
”Jeg synes, var spændende,” fortæller Oscar, og Maria fortæller, at Oscar hurtigt blev glad for videoerne og lydfilerne: ”Han begyndte selv at spørge efter, hvornår vi skulle se dem igen.”
Det, Maria sætter allermest pris på ved forløbet, er, at det blev et fælles projekt – og ikke var hende, der skulle belære Oscar om, hvad der var bedst for ham. ”Det var nyt for os begge, og det kunne jeg godt lide. Vi var sammen om det, fik begge lektier for og lavede fælles aftaler ud fra den nye viden, vi fik gennem videoerne.”
Maria fortæller, at en af de aftaler, de indgik, var, at Oscar gerne ville have, at hans mor skulle minde ham om at lytte til hyposelydfilerne, når han fik det svært.
Det hjalp også, at skolen kendte til og bakkede op om forløbet. Maria fortæller om en særlig dygtig pædagog, som tog initiativ til at skabe et trygt rum for Oscar og en klassekammerat, der også var i gang med forløbet. To gange om dagen, på faste tidspunkter, får de lov til at trække sig tilbage til et stille rum, hvor de lytter til lydfilerne for at give dem en pause i en hektisk skoledag.
Oscar fortæller glad, at han selv bestemmer, hvilke lydfiler, han lytter til. ”Min ynglings er den med boblerne,” og hvis han er meget opslugt eller i gang med noget, så springer han over, og han fortæller også, at han ikke har lige så meget brug for det stille rum længere.
Derhjemme begyndte Oscar at lytte til hypnoselydfilerne dagligt. "Det hjalp ham med at trække vejret dybt og dæmpe angsten," fortæller Maria. "Jeg kan mærke, at han har fået mere mod på nye aktiviteter, og han har sjældnere ondt i maven – selvom han stadig kan blive nervøs. Men nu har vi fået nogle redskaber til at håndtere det. Vi bruger stadig lydfilerne, og de gør virkelig en forskel."
Maria fortsætter med at forklare, hvor fint behandlingen er tilpasset børn, og hvordan den lettede kommunikationen mellem dem. "Jeg blev ret overrasket over, at Oscar var så deltagende fra begyndelsen. Det hjalp, at det var nogle andre, der fortalte, at man altså godt kunne komme i skole, selvom man havde ondt i maven,” siger hun.
”Noget andet jeg har taget med mig fra forløbet, det er det her med at øve i stedet for at prøve. Det kan godt være, det er svært, men hvis man ikke øver sig på det, så bliver man ikke bedre til det. Det bruger vi meget.”
Min Magiske Mave blev en stor hjælp for den lille familie – og effekten kunne mærkes med det samme. "Det her med at komme afsted og opleve, at han fik det bedre – det skete ret hurtigt. Oscar kunne fortælle, at det gik helt væk, når først han kom afsted," siger Maria. Hun tilføjer, at det i dag sjældent er et problem, og at Oscar har fået meget mere mod på at prøve nye ting – selvom det stadig kan give lidt uro i maven og gøre ham nervøs.
Maria medgiver, at selvom nogle af begreberne godt kunne være lidt for abstrakte for Oscar, så har de været glade for forløbet. "Vi har talt om at se videoerne igennem igen nu, hvor han har det bedre. Det vil være godt for ham," siger Maria. Hun bemærker også, at det var dejligt, at behandlingen var skræddersyet til børn og ikke til de voksne: "Den her fine streg og de enkle tegninger det virkede godt. Det er godt, at programmet taler direkte til børnene.”
"Jeg vil ikke ligefrem sige, at det er dejligt at gå i skole," slutter Oscar interviewet af med at smil. "Men det er dejligt ikke at have ondt i hovedet og maven mere."
