Kasper på 10 år bor i et lille rækkehus i Smørum med sin mor og far, Anja og René. Han går i 3. klasse og har travlt med håndbold tre gange om ugen plus kamp i weekenden. Han er sød, frisk og rap i replikken og vil gerne vil være med til interviewet, for så slipper han måske for sin læserutine før sovetid. Men sådan har det ikke altid været.
Allerede i børnehaven fik Kasper nemlig ’uforklarligt’ ondt i maven. En mavepine, der blev ved at komme igen, og som lægerne ikke kunne finde en årsag til. Familien kunne ikke slippe tanken om, at der måtte være noget galt, fordi Kaspers mavepine i stedet for at gå i sig selv gradvist fik mere og mere indflydelse på hans liv.
Da han skulle starte i 0., og de igen tog til lægen, fik de at vide, at Kaspers gentagne mavepine måske skyldtes usikkerhed eller nervøsitet. Det, synes Kaspers far René, lød lidt underligt, for hvorfor skulle et barn i den alder være nervøs for at komme i skole? Op igennem 1. klasse forsøgte de sammen med skolen at finde ud af, om der var nogen, der drillede Kasper. Lægen og Kaspers forældre udviklede strategier, der skulle hjælpe ham. Men det hjalp ikke, og Kasper fik stadig alt for ofte ondt i maven.
Mavesmerterne var ofte ledsaget af kvalme, ondt i hoved og led og en generel sygdomsfølelse, og i 2. klasse var Kaspers forældre så desperate, at de fik Kasper udredt for gigt.
Da det viste sig, at det ikke var gigt, insisterede Kaspers forældre på at få Kasper yderligere undersøgt. Endelig fik de hos børnelægen diagnosen ’funktionelle mavesmerter’. En diagnose, som ikke var helt ukendt for Kaspers forældre. Året forinden havde de set en udsendelse om funktionelle mavesmerter hos børn i Go’aften Danmark, hvor de havde tænkt, at det lød fuldstændig som Kasper. De havde også forsøgt at nævne det for en læge, men det svarede han ikke rigtig på.
Det gjorde derimod børnelægen, der til forældrenes lettelse træfsikkert kunne stille en diagnose. Han vidste også, hvilken behandling, der virkede. Nemlig hypnoseterapi. Og heldigvis for Kasper og hans forældre kendte lægen til det digitale hypnoterapeutiske behandlingsforløb Min Magiske Mave og formidlede kontakt, så Kasper og hans forældre kunne blive koblet på som testfamilie.
Nogle vil måske være lidt skeptiske, inden de kaster sig ud i en hypnosebehandling, som de selv skal tage ansvaret for, men Kaspers forældre var parat til at gøre hvad som helst for at hjælpe Kasper. Kaspers mor Anja var indstillet på at køre turen til Randers til individuel hypnoterapi fra det lille rækkehus i Smørum, hvis det var det, der skulle til. Kaspers far René tænkte også, det helt sikkert var et forsøg værd, for tænk, hvis de havde fundet en behandling, der virkede?
”Behandlingen er helt genial”, fortæller René, og fortsætter: ”Den er på et plan, hvor selv yngre børn end Kasper vil kunne forstå det. Sproget og billederne spiller sammen på en måde, der får pointerne til at træde stærkt frem visuelt. Og tegningerne, der hele tiden forvandler og transformerer sig foran øjnene på én, det fanger børnene – og det fangede også mig.”
René fremhæver en af metaforerne i behandlingen, der bruges til at forklare, hvorfor de funktionelle mavesmerterne fylder så meget, og hvordan man får dem til at fylde mindre: "De smertesignaler barnet oplever fra mavetarmkanalen beskrives som en motorvej fuld af trafik og støjende biler. Den motorvej skal blive til en lille skovsti, der sjældent betrædes. Det er et godt billede på, hvorfor mavesmerterne bliver værre og værre, men også på, hvordan barnet kan få smerterne til at blive mindre eller gå væk. Det billede elsker jeg".
Udover tegningerne og undervisningen, der forklarer diagnosen, så både børn og voksne kan være med, så går behandlingen også ud på, at familien skal indgå nogle aftaler igennem forløbet, som de bliver enige om: ”Det kunne godt være svært i begyndelsen, fordi vi havde indarbejdet nogle rutiner, som aftalerne vendte på hovedet. Men det gik rent ind. Vi skulle blot nævne det, så var der ikke problemer med at holde aftalerne. Det er godt tænkt og godt lavet,” fortæller René.
Kasper fortæller, at han synes, det var lidt mærkeligt til at begynde med, inden han fandt ud af, at det faktisk var ret underholdende og sjovt. Hans mor Anja skyder ind, at Kasper nogle gange skulle overtales søndag morgen, hvor de havde aftalt at lave modulerne, men når Kasper først var i gang, så var han på.
”Det bedste ved behandlingen er, at den virker. Når jeg havde det skidt, så fik jeg det bedre,” fortæller Kasper. Især hypnoseøvelsen med de varme hænder er Kaspers favorit, og han forklarer hvorfor: ”De varme hænder får mavepinen til at gå væk.”
Kaspers mor Anja fortæller, at efter Kasper har været igennem behandlingen, er han god til at kende forskel på 'almindelig' sygdom og de funktionelle mavesmerter. Og det bedste er, at Kasper er kommet næsten helt af med de funktionelle mavesmerter. Her et halvt år efter behandlingen hænder det, at han finder lydfilerne frem efter behov, men det sker sjældnere og sjældnere.
Rene fortæller, hvor forbløffende hurtigt de kunne se effekt af behandlingen: ”Vi fik styr på fraværet, og han kom hurtigt tilbage i skolen på niveau med sine kammerater. Det var en stor lettelse. Og han får også passet både sin håndboldtræning og kampe,” og afslutter:
”Selvfølgelig kom mavesmerterne tilbage en gang i mellem – især i begyndelsen – men mindre og mindre. Det, der er mest skræmmende, er, at så mange børn går rundt med ondt i maven, altså funktionelle mavesmerter uden at deres forældre kender til denne her mulighed for at få hjælp. Man forstår først, hvor godt det er, når man selv har prøvet det.”
Fotos: Scanpix og privatfotos