Da det var allersværest, blev Tilde ringet hjem fra skole næsten hver dag, fordi hun havde så ondt i maven. Tilde, der før var glad og aktiv, så næsten ikke sine venner mere.
I begyndelsen kom anfaldene primært, når Tilde skulle ud ad døren, når der kom gæster i hjemmet eller ved andre forandringer. Men til sidst kom de hver dag, selv når familien bare skulle være hjemme og hygge sig, når alt var trygt, og der ingen forandringer var i sigte.
Tildes mor, Maria, tænkte for alvor, at nu var den helt gal, da Tilde også skulle hentes fra sin farmor i sommerferien, farmoren, som Tilde altid har været så tæt knyttet til. Hvorfor skulle hun hentes? ”Hun kunne slet ikke være i det”, fortæller Maria.
Det hele begyndte nogle måneder før sommerferien i 2. klasse, hvor Tilde på 9 år begyndte at få ondt i maven, når hun skulle i skole. Hun begyndte at blive ringet hjem et par gange om ugen, fordi hun fik så ondt i maven, fortæller Tildes mor fra huset i en lille landsby på Fyn i udkanten af Odense, hvor den lille familie bor.
”Allerede det første besøg hos lægen beroliger både Tilde og os, da lægen siger, at der ikke er noget i vejen med maven. Så vi fortsætter med at sende Tilde i skole, fordi vi tænker, at det er noget i hendes hoved. Men anfaldene fortsætter, og det bliver meget intenst. De ringer næsten dagligt fra skolen og siger, at Tilde har så ondt i maven, at hun ikke kan være i det.”
”Det er oppe i mit hoved. Det er mit hoved og min mave, der taler forkert sammen,” overrasker Tilde alle med at sige, da de bliver henvist til sygehuset. Familien er gået til lægen igen, fordi situationen er blevet helt uholdbar for Tilde og den lille familie. Tildes far er på det tidspunkt nødt til at hente Tilde næsten dagligt fra skole på grund af hendes mavesmerter. På sygehuset får Tilde diagnosen ”funktionelt ondt i maven” for første gang. Diagnosen ”funktionelle mavesmerter” siger ikke rigtig Maria og hendes mand noget, da de aldrig har hørt om funktionelle lidelser før, og de oplever ikke, at de får hjælp til at forstå, hvad de skal stille op med den diagnose.
”Inden vi kom på sygehuset og fik diagnosen ”funktionelle mavesmerter”, så vidste vi godt, at det på en eller anden måde handlede om det, der var ’mellem’ hoved og mave. Men vi anede ikke vores levende råd, og vidste slet ikke, hvad løsningen var,” fortæller Maria, og fortsætter: ”Jeg frygtede at vi skulle bøvle med det her resten af livet.”
Maria var ikke bange for, at Tilde havde en alvorlig ’fysisk’ sygdom, der lå til grund for symptomerne, fordi mavesmerterne altid kom på de samme tidspunkter. På grund af det mønster havde de en meget stærk fornemmelse af, at det var forbindelsen mellem hoved og mave, den var gal med, og opsøgte derfor hjælp hos en psykolog.
Over sommerferien bliver det værre og værre. Psykologen mener, det kan være angst eller en slags overbelastning, men har aldrig stillet en egentlig diagnose. Tilde har nu talt med flere forskellige behandlere og har det svært med de mange samme og gentagne spørgsmål. ”Er der sket noget i skolen? Har nogle gjort noget ved dig? Har du det svært? Har du dårlige tanker?” Tilde kan svare nej til det hele. Hun har det godt i skolen, når hun ikke har ondt i maven, og der er ikke nogen, der har været ’dumme’ ved hende, forklarer hun igen og igen. Hun føler sig hverken set eller forstået.
Det eneste, der er galt, er den mave, der bliver ved med at sende signaler om, at det gør ondt. Rigtig ondt. Familien oplever, at alle behandlerne søger efter en bagvedliggende årsag. Problemet er bare, at der faktisk ikke behøver at være en tydelig og enkeltstående årsag til, at de funktionelle mavesmerter opstår. Og for at man kan behandle dem.
Da Maria læser om Min Magiske Mave på Facebook, er hun ikke i tvivl. Maria får en stærk fornemmelse af, at det kunne være løsningen på Tildes funktionelle mavesmerter. Derfor bliver Maria glad og får håb, da de bliver godkendt som testfamilie, inden forløbet lanceres.
Både Maria og Tilde oplever forløbet som meget nemmere, end de havde regnet med. Det var lidt underligt i starten, synes Tilde, men hun overgiver sig hurtigt. Hun fortæller, at videoerne er sjove, og hun godt kan lide at sidde sammen med sin familie og tale om, hvad funktionelle mavesmerter egentlig er for noget mystisk noget, og hvad de som familie kan gøre ved det.
”Jeg følte, videoerne handlede om mig. At de havde det fra mig. Og jeg troede, jeg var den eneste, der havde det sådan,” fortæller Tilde. Det er en stor byrde, der bliver taget fra Tildes skuldre, da hun oplever, at hun ikke er den eneste, der har det på den måde. At mange børn døjer med ”funktionelt ondt i maven”. Og det bliver endnu bedre, da hun i løbet af behandlingen får redskaber til selv at gøre noget ved det.
Maria fortæller, hvordan hun tabte underkæben første gang, de sætter sig ned som familie en torsdag aften for at åbne første modul i forløbet. Hun giver Tilde fuldstændig ret i, at det var som at få fortalt Tildes historie. ”Der, må jeg indrømme, at der blev jeg imponeret. De små videoer giver dig også som voksen en solid og god forklaring på de funktionelle smerter. Det giver bare så meget mening.” Tildes mor fortæller, at hun overvejer at vise det lille klip fra forløbet, der forklarer om de funktionelle mavesmerter til Tildes lærere, så de får bedre mulighed for at forstå og hjælpe Tilde.
For Tilde har det bedste helt klart været at opleve, at hun ikke er alene. Og at hun har fået de rigtige redskaber til at hjælpe sig selv. Det er hende selv, der har ressourcerne og nøglen til at løse problemet. Selvfølgelig godt hjulpet på vej af sine forældre. Det indgår nu i Tildes putte-ritual at lytte til hypnoseterapien via lydfilerne hver aften, to historier til at hygge sig med og en eller to til at falde i søvn på. Og så fremhæver Tilde de pæne ’tegninger’. Hun synes, det er dejligt, illustrationerne på hypnoseøvelserne er så fine, når hun skal vælge, hvilke lydhistorier, hun vil lytte til om aftenen.
”Lydfilerne er det bedste! Det er noget, jeg selv gør, hver gang jeg skal sove. Det er hyggeligt og rart at lytte til, lige inden jeg falder i søvn. Det føles bare godt – og så er det sjovt at se på den søde søstjerne i videoerne,” fortæller Tilde glad.
Maria har lyst til at fremhæve videoen med vægtskålen, der viser, hvordan barnet opnår bedre balance i sit liv, hvor de funktionelle mavesmerter ikke fylder så meget. Det er ifølge Maria et fint billede på, hvad det hele egentlig handler om på en nem og forståelig måde.
For Maria er det nærmest lidt pinligt at indrømme, at det modul, der har voldt dem mest bøvl, har været det modul, der handler om, hvad Tilde og familien har været gode til: ”Vi har en hverdag med masser af udfordringer, og så skal vi pludselig til at fokusere på, hvad vi er lykkedes med?! Det vendte det hele på hovedet. Det var svært i begyndelsen, men vi er blevet bedre og bedre til det, samtidig med, at Tilde oplever at lykkes med flere og flere ting. Vi skulle lige lære at få øje på alt det, vi faktisk lykkes med. Det kan vi tage med os hele livet.”
Bortset fra det blev Maria overrasket over, hvor nemt forløbet var at gennemføre. Hun kunne nærmest ikke vente på at få ’lektier’ for, hver gang familien sammen havde gennemgået ugens modul: ”Det var forbavsende nemt, og Tilde var såklar til det,” fortæller hun og fortsætter.
”Der er så mange ting, vi har måtte ændre på, fordi vi ikke forstod før, hvad funktionelle mavesmerter egentlig er. Og hvordan man bedst håndterer dem. Vi er også blevet superopmærksomme på sproget. Nu prøver vi ikke længere at komme i skole, vi øver os på det. Og øvelse gør mester, så skole kan man ikke øve derhjemme. Det hæftede jeg mig meget ved.”
”Det meste af den anden behandling, vi har været igennem, har været symptombehandling. Videoerne og øvelserne i Min Magiske Mave har givet Tilde og os nogle helt andre redskaber. Hun har faktisk helbredt sig selv eller er i hvert fald godt på vej til det. Tilde har nu fuldt skoleskema og har flere legeaftaler om ugen. Det er helt vildt.”
Fotos: Leon Nørgaard, Lionart
