Mit barn har ondt i maven, men lægen siger, der ikke er noget galt?

Hvad er funktionelle mavesmerter?

Funktionelle mavesmerter er tilbagevendende eller vedvarende mavesmerter hos børn, som ikke skyldes en sygdom i mave-tarmsystemet. Smerterne kan opleves forskelligt fra barn til barn, og mange børn har samtidig andre symptomer som fx kvalme eller hovedpine.

Selve begrebet 'funktionelle mavesmerter' beskriver det faktisk ret præcist: Det er funktionen og ikke selve maven, den er gal med. Et godt billede på problemet er en computer, der 'lagger' eller fryser. De fleste ved godt, at det sjældent er selve maskinen, der er i stykker. Problemet ligger typisk i softwaren – altså i den måde systemet fungerer og kommunikerer på. På samme måde handler funktionelle mavesmerter ikke om en sygdom i maven, men om en forstyrrelse i den måde, hjernen og maven registrerer og bearbejder kroppens signaler på.

Efter de diagnostiske kriterier stilles diagnosen på baggrund af barnets symptomer og en lægelig vurdering, når der ikke er tegn på anden sygdom, som bedre kan forklare symptomerne [1,2]. Funktionelle mavesmerter er ikke et nyt fænomen. Allerede i 1958 undersøgte den engelske børnelæge John Apley 1.000 skolebørn og fandt, at omkring 11 procent havde tilbagevendende mavesmerter, som påvirkede deres dagligdag. [3]

Hvor mange børn har funktionelle mavesmerter?

Funktionelle mavesmerter er meget almindelige. En samlet oversigt af forskningen fra 2025 med mere end 200.000 børn fra 29 lande viser, at knap 12 procent – altså mere end hvert niende barn – har funktionelle mavesmerter, og tilstanden ses lidt oftere hos piger end hos drenge. [4,5]

Også danske undersøgelser viser, at mavesmerter er hyppige blandt skolebørn.

I Skolebørnsundersøgelsen fra 2022 angiver 28 procent af pigerne og 14 procent af drengene i femte klasse, at de har ondt i maven næsten hver uge eller oftere [6]. Det betyder ikke, at alle disse børn har funktionelle mavesmerter, men tallene viser, hvor almindelige tilbagevendende mavesmerter er.

I en almindelig skoleklasse vil der typisk være 2-3 børn med funktionelle mavesmerter

Hvorfor kan lægen ikke finde noget?

Ved funktionelle mavesmerter finder man som regel ikke tegn på sygdom eller skade i mave-tarm-systemet. Hos børn, der kommer til lægen med tilbagevendende mavesmerter, findes en fysisk sygdom, der kan forklare smerterne, kun hos en mindre del. I en nyere dansk artikel angives det til omkring 5-10 procent. [7]

Der findes i dag heller ikke en blodprøve, scanning eller anden undersøgelse, som kan vise, at et barn har funktionelle mavesmerter. Diagnosen stilles i stedet ud fra barnets symptomer, sygehistorie og en almindelig lægeundersøgelse.

Det er derfor vigtigt at vide, at funktionelle mavesmerter ikke er en udelukkelsesdiagnose, altså noget man først kan konkludere, når alle andre mulige sygdomme er undersøgt og udelukket. Ifølge de danske børnelægers kliniske retningslinjer kan lægen i de fleste tilfælde stille diagnosen på baggrund af en grundig samtale og en almindelig undersøgelse, uden behov for yderligere undersøgelser. [1]

Det kan føles utilfredsstillende, at prøver og undersøgelser ikke viser noget, der kan forklare symptomerne, når barnet har ondt. Men flere undersøgelser giver ikke nødvendigvis et bedre svar, og unødvendige undersøgelser og henvisninger kan samtidig være en belastning for barnet. [7,8]

Hvordan kan mave gøre ondt, hvis den ikke er syg?

Hjernen og maven kommunikerer hele tiden med hinanden gennem et stort netværk af nerver og andre signalveje. Det kaldes hjerne-tarm-aksen, og forskningen har de seneste år afdækket, hvor tæt de to systemer i virkeligheden er forbundet. Vi kender det alle sammen fra hverdagen: sommerfugle i maven, når vi er spændte, eller mangel på appetit inden en eksamen. Men kommunikationen går begge veje – signaler fra maven påvirker hjernen, og hjernen påvirker samtidig, hvordan signalerne fra maven bliver registreret og oplevet. [9]

Normalt bliver vi kun opmærksomme på de vigtigste beskeder fra maven, for eksempel at vi er sultne, skal på toilettet eller har blindtarmsbetændelse. Resten bliver filtreret fra, uden at vi lægger mærke til det.
Hos børn med funktionelle mavesmerter fungerer denne bearbejdning ikke optimalt, og nervesystemet kan blive mere følsomt for signaler fra mave-tarm-systemet. Signaler, som normalt ikke ville gøre ondt, kan derfor blive registreret og oplevet som smerte eller ubehag. Barnet har altså ondt, selvom der ikke er sygdom i maven. [10]

Man kan forestille sig det som en alarm, der er blevet indstillet lidt for følsomt. En brandalarm skal reagere, når der er brand, men hvis den er meget følsom, kan den også begynde at hyle, når man bare rister brød. På samme måde kan kroppens smertesystem begynde at reagere kraftigt på helt almindelige signaler fra maven. Det betyder ikke, at smerterne er indbildte – men at nervesystemet reagerer kraftigere på signalerne, end det behøver.

Samtidig kan der opstå en ond cirkel. Hvis barnet bliver bange for smerterne, holder meget øje med maven eller begynder at undgå skole, sport, venner eller andre aktiviteter af frygt for at få ondt, kan symptomerne komme til at fylde endnu mere.

Den gode nyhed er, at denne cirkel kan brydes. Når barnet gradvist øver sig i at deltage i almindelige aktiviteter, også selvom maven indimellem gør ondt, kan frygten for symptomerne og behovet for at undgå aktiviteter blive mindre. På den måde kan nervesystemet med tiden lære, at signalerne fra maven ikke behøver at udløse alarm hver gang. [8]

Hvordan kan det gøre ondt, hvis maven ikke er syg?

Hjernen og maven kommunikerer hele tiden med hinanden gennem et stort netværk af nerver og andre signalveje. Det kaldes hjerne-tarm-aksen, og forskningen har de seneste år afdækket, hvor tæt de to systemer i virkeligheden er forbundet. Vi kender det alle sammen fra hverdagen: sommerfugle i maven, når vi er spændte, eller mangel på appetit inden en eksamen. Men kommunikationen går begge veje – signaler fra maven påvirker hjernen, og hjernen påvirker samtidig, hvordan signalerne fra maven bliver registreret og oplevet. [9]

Normalt bliver vi kun opmærksomme på de vigtigste beskeder fra maven, for eksempel at vi er sultne, skal på toilettet eller har blindtarmsbetændelse. Resten bliver filtreret fra, uden at vi lægger mærke til det.

Hos børn med funktionelle mavesmerter fungerer denne bearbejdning ikke optimalt, og nervesystemet kan blive mere følsomt for signaler fra mave-tarm-systemet. Signaler, som normalt ikke ville gøre ondt, kan derfor blive registreret og oplevet som smerte eller ubehag. Barnet har altså ondt, selvom der ikke er sygdom i maven. [10]

Man kan forestille sig det som en alarm, der er blevet indstillet lidt for følsomt. En brandalarm skal reagere, når der er brand, men hvis den er meget følsom, kan den også begynde at hyle, når man bare rister brød. På samme måde kan kroppens smertesystem begynde at reagere kraftigt på helt almindelige signaler fra maven. Det betyder ikke, at smerterne er indbildte – men at nervesystemet reagerer kraftigere på signalerne, end det behøver.

Samtidig kan der opstå en ond cirkel. Hvis barnet bliver bange for smerterne, holder meget øje med maven eller begynder at undgå skole, sport, venner eller andre aktiviteter af frygt for at få ondt, kan symptomerne komme til at fylde endnu mere.

Den gode nyhed er, at denne cirkel kan brydes. Når barnet gradvist øver sig i at deltage i almindelige aktiviteter, også selvom maven indimellem gør ondt, kan frygten for symptomerne og behovet for at undgå aktiviteter blive mindre. På den måde kan nervesystemet med tiden lære, at signalerne fra maven ikke behøver at udløse alarm hver gang. [8]

Hvorfor har mit barn funktionelle mavesmerter?

Det er som regel ikke én enkelt årsag til, at børn og unge udvikler funktionelle mavesmerter. Forskningen peger på, at lidelsen opstår og vedligeholdes i et samspil mellem biologiske, psykologiske og sociale faktorer, og det er den forståelse, både de danske og de internationale retningslinjer bygger på [1,11]. Hos nogle børn begynder smerterne efter en almindelig maveinfektion eller en periode med forstoppelse. Hos andre begynder de i forbindelse med følelsesmæssige belastninger som konflikter, større forandringer i hverdagen, skilsmisse eller udfordringer i skolen.

Nogle børn er mere disponerede for at udvikle funktionelle mavesmerter end andre. Det kan blandt andet hænge sammen med biologiske forskelle i tarmen og nervesystemet. Funktionelle mave-tarm-problemer ses hyppigere hos børn med autisme eller ADHD. Det betyder ikke, at disse faktorer i sig selv er årsagen til mavesmerterne, men de kan være med til at gøre nogle børn mere sårbare end andre. [12,13]

Hos en del børn dukker mavesmerterne op, uden at man kan pege på nogen oplagt belastning eller udløsende faktor. Der er altså ikke nødvendigvis noget galt i barnets liv, fordi maven gør ondt. [10]

Er funktionelle mavesmerter farlige?

Nej. Funktionelle mavesmerter er ikke farlige.

Men lidelsen kan være alvorlig på andre måder. Børn med funktionelle mavesmerter går ofte glip af undervisning, fritidsaktiviteter og samvær med kammerater. Undersøgelser har målt livskvaliteten hos børn med funktionelle mavesmerter til at være på niveau med livskvaliteten hos børn med kroniske mave-tarm-sygdomme som inflammatorisk tarmsygdom [14]. Et amerikansk opfølgningsstudie viser, at symptomerne fortsætter op i voksenalderen for omkring hvert tredje barn. [5]

Hvad hjælper på funktionelle mavesmerter?

Det vigtigste første skridt er viden. Når barn, forældre og voksne omkring barnet har den samme forståelse af, hvad der foregår i kroppen, falder bekymringen, og så bliver der plads til, at barnet kan få det bedre. Det kaldes psykoedukation og er en helt central del af behandlingen.

Dernæst handler det om at hjælpe barnet med at bevare eller genoptage et helt almindeligt børneliv med skole, fritidsinteresser og fællesskab med andre børn. Et svensk studie har vist, at netop det at bryde mønsteret af frygt og undgåelsesadfærd er en af de mekanismer, der har størst betydning for, om barnet får det bedre [8]. Det virker modsat af, hvad mange familier forventer, fordi man som forælder gerne vil skåne sit barn. Men mange familier oplever, at mavesmerterne bliver bedre, i takt med at barnet igen indgår i en almindelig hverdag.

Når det ikke er nok i sig selv, er der især to behandlingsformer, som har dokumenteret effekt til behandling af funktionelle mavesmerter – hypnoterapi og kognitiv adfærdsterapi. Begge er skrevet ind i de danske børnelægers kliniske retningslinjer fra 2022. [1,15]